Jeg er en af dem der bor på vejen, og har fulgt rigtig meget med på det sidste.
Jeg har fulgt meget med de sidste mange år, fulgt med i de "rygter" om jer, om jeres familie - hørt på de skræmme historier der har været, ikke kun på vejen men i hele Helsingør.
Og jeg undres over de ting jeg hører, og de ting jeg nu læser.
- Og har oplevet.
Kære Lisbeth.
Jeg er også mor. Intet i verden må være mere hårdt end få sine børn fjernet. Men jeg vælger også at tro på vores system, og at de bliver fjernet af en grund. Måske du har levet i "grunden" så længe at du har vænnet dig til at det er normalt at leve sådan, eller selv ser det naturligt at holde dine børn total isoleret fra andre, men ... du virker til at måske have tiden til at sætte dig ned og læse lidt om børns tarv, og hvad der er godt for dem for at udvikle sig socialt.
Dels så er jeg undrende. Mine børn har gået forbi jeres hus og har oplevet at blevet råbt af, at de skulle skride og de skulle - jeg citerer: fandme ikke lege der! De løb grædende hjem.
Det er vel heller ikke helt normal forældre opførsel at gøre overfor børn? Eller?
De naboer du skriver om flere steder - jeg giver dig ret, hvis det er dem jeg tror du mener så har jeg også oplevet dem som nogle tosser som også har blandet sig i vores liv - vi fik heldigvis sat dem godt på plads, så der er ikke mere (håber jeg).
Men mit ønske til dig er at du som mor ser lidt ind mod jer selv, om i som familie ikke har gjort noget galt i dette forløb og starter et godt samarbejde op med kommunen. Kun den vej kan i få jeres søn at se noget oftere - den anden måde mister i ham kun mere på.
