Du KAN skrive på flere af disse debatfora uden at være logget ind. Men du få flere muligheder ved at oprette en gratis brugeprofil og logge ind.
Kontakt administrator, hvis du vil oprette dit eget debatforum: peter@wendelboe.dk


SAKS
Ny nødvendig social modstandsbevægelse: KLEMT
12. oktober 2013 kl. 11:44
Ny nødvendig social modstandsbevægelse: KLEMT

Flere og flere oplever grænseoverskridende urimeligheder på landets jobcentre, mens rigid kontrol, rettighedstab, overvågning og fejl i sagsbehandlinger tårner sig op. Der har i årevis været behov for en bred mobilisering, og nu er den på vej: den sociale modstandsbevægelse KLEMT ...

»Som det er i dag gør jobcentrene borgerne mere syge. De bliver kostet rundt fra den ene arbejdsprøvning til den næste, og jeg har eksempler på borgere, der får posttraumatisk stress syndrom af at være i det system. Man gør simpelthen borgerne til grøntsager, mens man behandler deres sag.«

Sådan sagde Fredericia-lægen Stig Gerdes i juli til Vejle Amts Folkeblad, og kritikken er fulgt op af protester og en voksende bevægelse - ikke sjældent kaldet en »social modstandsbevægelse«.

Bevægelsen har allerede etableret flere selvhjælpsgrupper af frivillige, der kan hjælpe borgere og derved også lægge pres på det system, som sygemeldte ramler ind i på jobcentrene - KLEMT formidler kontakt til grupperne og opfordrer til nye og flere netværk via en hjemmeside og en Facebookside.

Et borgermøde med flere hundrede deltagere løb af stablen i Vejle den 3. oktober, og her kunne man bl.a. møde borgere med skræmmende erfaringer fra det virkelige livs horrible sagsbehandlingsforløb.

Det er kommet så vidt, at Stig Gerdes kraftigt opfordrer alle borgere, der kommer i kontakt med denne del af det offentlige system, til ALTID at optage ALT på bånd - og herefter få udskrifter underskrevet af alle tilstedeværende. Desværre føler mange borgere alt for ofte, at efterfølgende referencer til møder og samtaler nemlig ikke stemmer overens med deres egne oplevelser. Derfor er det nødvendigt at kunne dokumentere nøjagtig, hvad der siges under samtaler og holde et aldeles vågent øje med, hvad der ender i journalerne - ligesom man så vidt muligt altid bør have en kvalificeret bisidder med til ethvert møde.

For flere og flere opleves systemet som et mere eller mindre retsløst hul, hvor man risikerer en meget nedværdigende behandling. Kommunerne kan f.eks. udsætte sagsbehandlingen i månedsvis uden skyggen af repressalier, mens en borger kan risikere en frist på få dage til at svare på en henvendelse, der i modsat fald kan have katastrofale følger for ens økonomi og tilværelse.

KLEMT har fået omfattende pressedækning i månedsvis i regionale medier, men er også begyndt at dukke op i den landsdækkende presse, og intentionen er at nå ud til hele landet med bredt dækkende selvhjælpsgrupper. Nogle få udpluk af Stig Gerdes' tale fra borgermødet:

»Mange ved ikke, hvor slemt det reelt står til på jobcentrene. De fleste af mine kolleger aner ikke, hvad der foregår. Jeg var ikke selv klar over, at det stod så slemt til, før jeg begyndte at gå mere aggressivt til værks for at finde ud af, hvad der foregik. Når personer sygemeldes, tvinges de til at underskrive en kontrakt med kommunen, der giver hoved- og halsret over borgerne. Det er faktisk så slemt, at de kan gå ind på borgernes privatkonti og flytte rundt på deres penge.

Mange kommuner bruger det lille fif at køre somatiske patienter over i den psykiatriske gade, hvorved tilstanden ændres fra stationær til ikke-stationær, og så skal de bare have nogle antidepressive piller, for dernæst at blive sendt videre rundt i systemet. Det er det, man kalder funktionelle lidelser, og det er noget, fanden har skabt - de skal afskaffes.

Funktionelle lidelser er meget støttet af Trygfonden, som ikke skal udbetale så mange sygeforsikringer, og af Lundbech, som fremstiller antidepressiv medicin.

Mange af kommunens ansatte er helt sikkert trætte af den nedværdigende behandling, de er nødt til at give borgerne, fordi de får det dikteret ovenfra.

Alle sagsbehandlere skal fremover være socialrådgivere, og den enkelte sagsbehandler skal have et større ansvar. De styres nu af ledelsen, som ofte presser sagsbehandlere til at gennemføre overgreb mod borgerne.

Det er vigtigt, at kommunerne gøres erstatningsansvarlige, når borgerne får medhold i Ankestyrelsen. Klager, anker og lignende skal tages væk fra kommunerne, således at kommunerne ikke både er dømmende og udøvende magt.

Socialloven giver mulighed for at tilkende borgere tidsbegrænset førtidspension i 3-5 år. Denne mulighed skal udnyttes i langt højere grad, end det gøres nu i sygdomstilfælde, hvor det er tydeligt, at sagen trækker i langdrag i årevis. F.eks. veteransoldater med PTSD. Borgere med cancer, så de ikke behøver møde op på jobcentrene med deres drop og brækspand. Borgere med svære psykiatriske sygdomme og hjerneskader m.v.

Det vil bevirke, at mange vil genvinde deres arbejdsevne helt eller delvist efter nogle år. Og det er, fordi de får ro i deres liv. Som borgerne behandles nu, får de ikke ro. De bliver mere og og mere syge og stressede på den måde, de jages rundt i systemet. Nogle udvikler PTSD. Andre begår selvmord - det er også en løsning. Og så er der nogle, der får tilbagefald til misbrug.

Denne politik bevirker, at ingen - jeg gentager: INGEN - kommer tilbage på arbejdsmarkedet.«

Se hele talen via Youtube: Stig Gerdes' tale den 3. oktober 2013

Og lad mig tilføje, at problemerne med borgere, der bliver snydt som følge af fejl under sagsbehandlingen, mildest talt er overvældende.

Johan Busse, der er borgerrådgiver i København Kommune, har modtaget tusindvis af kritiske borgerhenvendelser og oprettet tusinder af skriftlige klager de senere år.

I årsberetningen for 2012 konkluderede han f.eks., at mere end hver anden af de sager, som københavnere har klaget over, udviser for lange sagsbehandlinger eller en fejlbehæftet sagsbehandling - og han fastslår, at dette kun er toppen af isbjerget: »Borgerrådgiveren ser kun en brøkdel af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening, men hver gang Borgerrådgiveren sætter fingeren på et sted – hvad enten der er tale om en konkret sag eller et større antal tilfældigt udvalgte sager, som repræsenterer et sagsområde – er konstateringen stort set den samme: Der er flere sager med fejl eller lange sagsbehandlingstider end sager uden.« (Politiken, 17.5.2013).

I 2013 viste en stikprøve i en såkaldt praksisundersøgelse, at de midtjyske kommuner ulovligt fratager kontanthjælpen i 95 procent af tilfældene. 95 procent! Professor i socialret Kirsten Ketscher udtalte: »Jeg har aldrig set noget lignende. Det her er virkelig en dødsliste over den gode sagsbehandling. Det må simpelthen være fordi, de ikke er dygtige nok og for hurtige på aftrækkeren. Og så kan man heller ikke afvise, at der også ligger et incitament i, at de skal spare.« (Avisen.dk, 16.4.2013).

Ikke 'blot' syge, men også ledige i bred forstand oplever fejlagtig sagsbehanlding, absurde aktiveringsforløb, rigid kontrol og grænseoverskridende overvågning, der til tider går langt ind i intimsfæren.

Derfor er KLEMT et afgørende prisværdigt og nødvendigt initiativ.

Facebookside: I klemme i det kommunale system

Hjemmeside: [www.Klemt.dk]

Mere debat her : [politiken.dk]

5. okt. 2013
Forfatter:

Din email:


Emne:


Spam forebyggelse:
Indtast venligst den viste kode i det nedenstående inputfelt. Dette er for at blokere spam-robotter som prøver automatisk at skrive reklamer.
vm9Gd
Indlæg: