Staten tør ikke forlade sig på, at vi forældre magter vores opgave. Derfor spændes vi for Institutionsdanmarks kompetenceudviklingsvogn. Kærlighedsrelationer erstattes med management, og med tiltag som heldagsskolen værner samfundet sig mod forældres eventuelle uduelighed
25. januar 2014
Quote
Nogle gange undrer jeg mig over, at vi overhovedet får lov til at slæbe vores afkom med ud fra fødegangen. Tænk, at myndighederne i det hele taget tør overgive almindelige mennesker, som vi forældre ofte er, et så stort ansvar som at tage vare på et barns udvikling. Heldigvis sker det da heller ikke uden kyndig vejledning om amning, kost, hvor tit barnet skal ligge på maven, øjen- og kropskontakt osv. Jeg er glad for, at vi fulgte rådet om at levne noget ekstra plads i barselstasken til det bjerg af farverige brochurer, som forhåbentlig kan holde ungen nogenlunde oven vande, inden de første samfundsrepræsentanter i form af sundhedsplejersker får kigget familielivet og barnets udvikling efter i sømmene. Det er, som om man som forælder allernådigst får lov til at tage ansvaret for børnenes udvikling og opdragelse. Og den følelse holder bestemt ikke op, bare fordi man forlader fødegangen eller klarer sig igennem sundhedsplejerskens visit.
I min tid som forælder er jeg stødt på ordet kompetenceudvikling så mange gange, at jeg nærmest får røde knopper, når jeg hører det. Syv stavelser, som kan gentages så mange gange, at det hurtigt bliver til 700 stavelser.
Børnene skal lære motoriske, kognitive og emotionelle kompetencer – og selvfølgelig skal de det! De skal lære at kravle, gribe, gå, spise med ske, binde snørebånd, tegne figurer, omsætte billeder til lyd, vente på deres tur, udtrykke følelser osv. Men de skal også lære det på helt bestemte tidspunkter og i bestemte rækkefølger. Ikke så meget fordi barnet er ulykkeligt over manglende kunnen i situationen, men fordi det risikerer at gå udover barnets fremtidige KOM-PE-TEN-CE-UD-VIK-LING.
Det er ikke, fordi det bliver sagt direkte, men man fornemmer, når der i institutionernes afkrydsningsskemaer er røde minusser, og man kan aflæse det i personalets bekymrede panderynker, der ledsager ordene ’fokus på kompetenceudvikling’. Der er noget galt her! Forældrene stimulerer ikke barnet nok, de må træne noget mere, de må oppe sig, må de. Der er mindre fokus på, om barnet trives eller ej.
Fra kærlighed til management
Det, der er på spil, er, hvorvidt der i den forløbne tid kunne være tvunget noget mere ud af barnet, end der er. Om der er et udviklingspotentiale, der er gået tabt. Er barndommen produktiv nok? Er forældrene produktive nok? Måske tager forældrene på McDonald’s frem for at lave mad med børnene, måske ser børnene for meget fjernsyn og får ikke læst de formanende 20 minutter med forældrene, som vores undervisningsminister foreskriver. Der er simpelthen risiko for, at forældrene ikke formår at få det fulde udbytte ud af barnets barndom. At der i løbet af barndommen kunne være kommet endnu flere kompetencer ud af barnet, end tilfældet er.
Barndommen har i dette kompetenceudviklingsperspektiv mistet sin uskyldighed og sin værdi i sig selv. Den har kun værdi, fordi den danner fundamentet for barnets senere udvikling. Men det er også en meget væsentlig værdi. Det er den værdi, vi senere som samfund skal leve af, når vores børn skal videre i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.
Der sker simpelthen en professionalisering af forældreskabet, hvor de intime og kærlighedsfulde relationer mellem børn og voksne bliver erstattet af nogle mere managementorienterede og rationelle relationer. Læser vi historier for børnene, fordi vi hygger os med det, eller fordi vi ved, det kan få betydning for deres skolegang? Inviterer vi andre børn hjem og laver legeaftaler i en tidlig alder, fordi vi og vores børn hygger os med det, eller fordi institutionen siger, det vil være godt for barnets udvikling af sociale kompetencer. Sender vi barnet tidligt i institution, fordi vi mener, at det er det rigtige, eller fordi undersøgelser tilsyneladende viser, at børn, der begynder i institution i ottemåneders-alderen, klarer sig bedre end de børn, der begynder senere?
Det er problematisk, hvis vores relationer til vores børn bliver overtaget af ekspertsystemers mere rationelle tilgang til barndommen. Det bliver problematisk, hvis vi indlejrer og måske mere eller mindre usynligt og uskyldigt overtager et syn på vores børn og deres barndom, der er præget af at få et rationelt og senere produktivt udbytte af barndommen med sigte på uddannelse og arbejdsmarked frem for et lystfyldt syn på barndommen, der er styret af kærlighedsrelationer i nuet.
Weekendforældre
I tidernes morgen, da vi begyndte at sende kvinderne ud på arbejdsmarkedet og vores poder i institution, råbte udviklingspsykologer vagt i gevær. Det var nærmest udtryk for direkte omsorgssvigt at adskille et barn under tre år fra den ubrydelige symbiose med moderen. Det kunne skabe fatale udviklingsmæssige problemer på længere sigt. I dag er det nærmest omvendt. Det bliver næsten betragtet som om ikke omsorgssvigt så i hvert fald et noget aparte valg eller måske direkte uansvarligt, hvis forældre ikke sender deres børn i institution. Kan det så overhovedet udvikle sociale kompetencer og begå sig i et fællesskab? Det er ikke meget tillid, der her vises til forældrene.
Et andet område, hvor staten så sig nødsaget til at underkende forældrenes duelighed, var i forhold til den meget udskældte madordning. Ordningen blev forsøgt indført som en obligatorisk fælles madordning for børn i institutioner, således at madpakken blev afskaffet. Blandt andet af hensyn til børnenes mulighed for en sund og varieret kost. På grund af massive forældreprotester er det nu de fleste steder op til forældrene at beslutte, om de vil benytte ordningen.
Den kommende heldagsskole er sidste skud på stammen. Den griber relativt voldsomt ind i forældrenes muligheder for at være sammen med og prioritere deres børns liv. Samfundet får simpelthen ikke nok ud af børnenes fritid, hvis bare de tilbringer den i SFO’en, klubben, sammen med forældrene eller for de større børns vedkommende med at dyrke deres individuelle fritidsaktiviteter.
Det er sjældent, at jeg bliver beskyldt for at være konservativ, men lige i denne sammenhæng skal det trængte parti altså have kredit for at modsætte sig statens kolonisering af familie- og børnelivet. Det er nærmest, som om staten og kommunen siger til os: »Kære forældre, det er vores børn, vi skal bruge deres kompetencer i fremtiden, vi skal leve af dem, det er vi ikke sikre på, I kan sikre. Men I kan få lov til at låne dem med hjem i weekenden, hvis ellers I husker at give dem sund varieret kost, læser med dem, sørger for, de ikke ser for meget fjernsyn, og lægger dem tidligt i seng, så de er klar igen til mandag morgen!«
Derfor vil jeg gerne sige allernådigst tak til velfærdsstaten, eller måske rettere konkurrencestaten, for lån af mine børn. Vi nyder i dette øjeblik en rigtig dejlig weekend. Den ældste har lært forskellen på den store og lille viser, den mellemste har lært at stå på et ben, og den yngste er blevet lagt på maven 23 ud af de obligatoriske 30 gange i døgnet. Så bare rolig, vi har ikke spildt tiden på bare at hygge os, have det sjovt og være sammen. Næste weekend skal vi nok stå tidligere op, så vi kan nå de 30 gange på maven. Begrebet weekendfar er ved at få en helt ny betydning
Thomas Hansen er cand.scient.soc., lektor i samfundsfag og psykologi og far til tre piger i alderen 3 mdr., 3 år og 6 år
