Foreninger i oprør over historisk dom: Hvorfor skulle Michelles datter bortadopteres?
Flere foreninger undrer sig over sagen om udviklingshæmmede Michelle, der har fået tvangsbortadopteret sin otte-årige datter.
Foreningerne reagerer, efter Østre Landsret i sidste uge afgjorde, at den otte-årige pige skal tvangsbortadopteres til den plejefamilie, som hun med sin biologiske mor Michelles samtykke har været anbragt i siden få dage efter fødslen.
Michelle er udviklingshæmmet, og dommen efterlader stor tvivl om Danmarks efterlevelse af sine internationale konventionsforpligtelser blandt andet i forhold til FNs børnekonvention og handicapkonvention. Det mener Landsforeningen LEV, der er interesseorganisation for udviklingshæmmede og deres pårørende.
I dommen fra Østre Landsret står der, at der i sagen er »ganske særlige omstændigheder«, der gør, at tvangsbortadoptionen kan gennemføres uden samtykke fra Michelle.
»Der er ikke en præcis henvisning til, at mor er udviklingshæmmet, men vi frygter, at det er det, der er årsagen. Det er meget problematisk, synes vi, for det kan ikke alene være grundlag for at tvangsfjerne et barn fra sin mor,« siger Sytter Kristensen, der er formand for LEV.
I sidste uge stadfæstede Østre Landsret, at Rødovre Kommune var i sin gode ret til at tvangsbortadoptere Michelles datter til hendes plejefamilie. Afgørelsen undrer flere foreninger.
Frygter for samarbejdet
Sytter Kristensen frygter, at dommen vil danne præcedens, så børn af udviklingshæmmede fremover risikerer at blive tvangsbortadopteret per automatik.
»Her har vi en mor, som frivilligt lader sit barn komme i pleje og dermed accepterer, at hun ikke er i stand til at tage vare på sit barn selv. Men det betyder ikke, at hendes evne som forælder ikke er til stede. Mor og barn har haft jævnlig kontakt, og hvorfor skulle de ikke kunne fortsætte med det. Jeg frygter, at kommende forældre vil være bekymrede for, om deres barn mon bliver taget fra dem, hvis de frivilligt lader barnet anbringe. Og så vil de jo være mindre tilbøjelige til at samarbejde med de kommunale myndigheder,« siger Sytter Kristensen
Samme holdning har man hos Tabuka - Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte. Foreningen arbejder for at forbedre forholdene for personer, der er eller har været anbragt uden for hjemmet, men det arbejde bliver sværere med Østre Landsrets dom, mener formand Bente Nielsen. Hun er selv tidligere anbragt.
»Jeg undrer mig meget over den her dom - der er jo ingen retssikkerhed for de hverken børn eller biologiske forældre. Du kan blive anbragt frivilligt af dine forældre, og så kan det jo faktisk ende med, at du bliver tvangsbortadopteret mod din vilje et par år senere,« siger hun.
Rødovre Kommune igangsatte tvangsbortadoptionen i 2011, og skar efterfølgende i samværet mellem mor og datter. Det stiller Bente Nielsen sig uforstående overfor.
»Jeg har ikke set det beskrevet nogen steder, at den biologiske familie skulle have en negativ påvirkning på pigen. Samtidig er en af begrundelserne for bortadoptionen, at pigen ikke haft særlig meget kontakt med sin biologiske familie - men det er jo klart, når kommunen i gennem en årrække har modsat sig og skåret samværet ned til et minimum,« siger hun.
Afgørelsen vækker også harme på Christiansborg.
»Vores bekymring - og det som den her sag er et udtryk for - er, at vi risikerer, at børn bliver tvangsbortadopteret alene af den grund, at forældrene har et handicap eller sociale problemer, der gør, at barnet ikke kan være hos sine forældre i hverdagen. Men det er fejlagtigt at tro, at man bare kan fjerne et barn fra sine biologiske forældre og give det en ny familie, uden at det biologiske tilhørsforhold betyder noget,« siger Pernille Skipper, rets- og socialordfører for Enhedslisten.
»Et barn vil meget ofte have gavn af at være i kontakt med sit biologiske ophav i større eller mindre grad. Der er selvfølgelig undtagelser, men det virker ikke til at være tilfældet i denne sag,« siger hun.
»Jeg er bekymret for, at der kan være forældre, som ikke vil søge hjælp fremover. Og hvis systemet på den måde bliver set som en modstander, så får vi rigtig svært ved at hjælpe de familier og børn, der rent faktisk har behov for hjælp,« siger Pernille Skipper.
Tilfreds med dommen
Ole Pass, socialdirektør i Rødovre Kommune, er til gengæld tilfreds med Østre Landsrets dom.
»Uden at have nærlæst dommen, så er jeg tilfreds med udfaldet. Jeg er glad for, at landsretten har fastholdt vores beslutning - ikke mindst for barnets skyld. Der har været meget polemik om sagen, men det synes jeg er helt urimeligt, for kommunen har hele vejen fastholdt, at det var i barnets tarv, at tvangsbortadoptere pigen til sin plejefamilie,« siger han.
»Kritikken har været meget følelsesladet - og det kan jeg sådan set godt forstå, når det handler om de her sager, hvor biologiske forældre og bedsteforældre selvfølgelig også er berørt. Men det er barnet, der er hovedperson i den her sag - ikke kommunen, moderen eller plejefamilien,« siger han.