Du KAN skrive på flere af disse debatfora uden at være logget ind. Men du få flere muligheder ved at oprette en gratis brugeprofil og logge ind.
Kontakt administrator, hvis du vil oprette dit eget debatforum: peter@wendelboe.dk


Gæst
DEN HANDLER OM TVANGSFJERNELSER - Af Puk Sabber
13. februar 2015 kl. 16:42
Af Puk Sabber

1. februar 2015

DETTE ER EN MEEEEGET LAAAAANG STATUS - DEN HANDLER OM TVANGSFJERNELSER - GÅ BARE VIDERE. JEG VED, DU ER TRÆT, BARE DU SER DEN. HAV EN GOD UGE OG PAS PÅ ANDRE OMKRING DIG - ISÆR BØRN.

Nu har jeg efterhånden set, hørt og læst nok om børneområdet til at kunne
forstå de mekanismer, der rør sig på området. Der er mange interesser i spil.
Både økonomiske, personlige, faglige - og ikke mindst følelsesmæssige.

Jeg har jo altid hørt til den gruppe, der skreg tvangsfjern!!! Jeg har aldrig hørt om
andet end de forfærdelige sager, hvor børn IKKE blev tvangsfjernet, selvom
de burde havde været det. Det fik mig helt ud i flippen - som alle andre,
forståligt nok. Da jeg så blev bekendt med, at en mor have fået fjernet sin
handicappede dreng, da hun gennem lang tid havde modsat sig de skole og
behandlingstilbud, som han fik, blev hun til sidst opfattet så usamarbejdsvillig, at kommunen valgte at tvangsfjerne hendes søn, der blev mere og mere syg - og som fik flere og flere diagnoser. Jeg forstod intet af sagen. forstod ikke, hvorfor en kommune greb ind i en sag med tvang, når der kke var grund til at anbringe. Efter den sag viste flere og flere sager sig - i og med at jeg begyndte at skrive om det. Det tiltrak flere både børn og forældre, der kunne fortælle om tvangsanbringelser, der på ingen måde levede op til loven på området. Jeg begyndte at læse barnets reform og serviceloven, fik aktindsigt i sager - og læste de mest forfærdelige
forældreevneundersøgelser fortaget af helt unge og nyuddannede socialrådgivere, der åbenlyst ingen livserfaringer havde, men blot en forudtaget opfattelse af det gode liv - og forældreskab - i Deres øjne. Jeg troede, før jeg læste disse sager, at man kun greb til tvang, hvis det var allersidste mulighed, eller når der var åbenlys fare for barnets helbred og udvikling - i overgrebssager eller sager med fysiske overgreb. Jeg blev klogere og helt ude af den, da jeg fandt ud af, at ens forældreskab i dette land stod til diskussion imellem 20-årige, hvis livgrundlag og baggrund var så tyndt som isen på søerne i København - og at flere førende
fagfæller indenfor området lukkede øjnene for de ufaglige, usaglige og ulovlige tvangsanbringelser, hvor man havde brugt tvang som forebyggelse - og dermed havde smadret flere børneliv med svigt og tilknytningsforstyrrelser.

De fleste af de her børn, der ikke har været udsat for overgreb eller vold, hvor kommunen har dømt deres forældre ude - regerer med en følelse af opgivenhed. Nogle af dem er blevet decideret syge og behandlingskrævende.

Jeg har fundet ud af, at hele det her område er omgærdet af et stort edderkoppespind, der er viklet ind i hinanden. Der er ingen logik og sammenhænge i de ting, der forgår. I den ene kommune sker der intet, i den anden sker der for meget - og i den tredje har jeg oplevet, at det faktisk gik godt med at sagsbehandle i børnesagerne.

Jeg har oplevet rigtig mange stærke fagpersoner, der kæmper for at få oplysning ind over området. Jeg har oplevet forældre til de tvangsfjernede børn, der kæmper og som åbenlyst står frem med Deres historier om svigt - som stadig står oprejst og håber til det sidste - på at uretfærdigheden, manglende faglighed og magtmisbruget må ophøre.

Jeg tror mange af de her børn og familier er ramt af offentlighedens manglende indsigt i området, der er så komplekst, at selv en garvet socialrådgiver som
mig med 15 års erfaring kommer til kort. Jeg har ringet ansvarsfulde fagpersoner op og har decideret råbt i afmagt på de her børns vegne, der er fanget i systemet. Svaret er altid, "Puk, tag det lige lidt roligt. Det er ikke så slemt, som du gør det til. Det går jo generelt godt, og der er ingen derude, der sidder og fjerner børn bevidst.
Alle gør jo hvad de kan - og gør det af et godt hjerte. Det er rigtigt der er
nogle få sager, hvor det går galt, men det er altså vigtigere at have fokus
på alle de sager, hvor det trods alt går godt - og hvor børn får et bedre og
tryggere liv."

Jeg er enig langt hen ad vejen, men der er bare noget jeg ikke forstår - og
det er, at de få sager, som omtales som fejlslagne, i min verden er dem jeg i
stakkevis er blevet præsenteret for - jeg er godt klar over, at jeg jo netop
har fået kendskab til dem, hvor det er gået galt, da jeg har støttet disse
forældre og børn offentligt. Men der, hvor jeg så igen undrer mig, er, når jeg
har mødt plejeforældre, der fortæller de helt samme historier om magtmisbrug
og et lukket system, hvor også plejebørn tvangsfjernes, hvis sagsbehandlerne opfatter plejeforældrene som usamarbejdsvillige og besværlige. Derudover har jeg været i kontakt med rigtig mange pårørende og bedsteforældre, der også alle kan
berette om de samme tendenser - at de, på trods af, at de er ressourcestærke og kan tilbyde børnene et trygt liv, afvises som netværksplejefamilie. Hvad skal man så tro - skal man tro på den virkelighed, man møder - mennesker af kød og blod, der desperat forsøger at tilkæmpe sig retten til enten at være pårørende - eller forældre til børn, de ikke må se?

Jeg har svært ved at forene de billeder, der skitseres af dem med en form for indflydelse på området. Jeg har svært ved at forstå, at det er de få. Jeg har svært ved at begribe, at man overhovedet kan finde på at tvangsfjerne børn fra forældre og familie, når der er mulighed for at de kan blive i hjemmet med støtte. Jeg har jo set det ske og talt med børnene selv.

Jeg kan konstatere, at der anbringes tusinder af børn uden for hjemmet - og
at der bruges 14 milliarder årligt på området. Jeg kan konstatere, at der er
sager, hvor børn IKKE fjernes, men hvor de burde fjernes.
Jeg kan bare konstatere, at det er et stort rod med så differenceret
sagsbehandling på området - fra kommune til kommune - fra menneske til
menneske.

Når jeg ser børn, der mistrives er jeg ikke selv i tvivl. Der kan være flere grunde
til at børn ikke har det godt - og det behøver ikke nødvendigvis være
forældrene, der er dårlige forældre. Det er som om, at man er besat af at
finde fejl og mangler, men ikke spotte de ressourcer og udviklingsmuligheder, der er i familien. Man VIL anbringe. Eksempelvis når man bruger Kari Killens formel, der dømmer forældrene på eksempelvist Deres egen baggrund. Børn af voksne, der selv har været anbragt har større sandsynlighed for at blive dømt uden forældreevne - hvilket i sig selv, efter min mening, er uden hold i virkeligheden.. Mangeårig forskning i USA på det område viser det stik modsatte.

Generelt tror jeg, at anbringelsesområdet er blevet så omfattende og
udviklet gennem de sidste 20 år, at det er som en tandhjul ,man ikke kan
bremse. Der er så mange mennesker beskæftiget indenfor denne branche, at vi som samfund paradoksalt er blevet afhængige af, at der anbringes børn for forsat at holde maskinen i gang. Det er en grim tanke, men jeg tror desværre den er reel, når man tænker på de 14 milliarder.

Jeg har gennem mit indsyn i området set og mødt flere advokater, der kæmper
en daglig kamp for børn i klemme - som alle kan berette noget i stil med:"Jeg er sgu selv blevet helt paranoid, efter jeg har set hvor nemt,man får fjernet sit barn i
vores system.

Der hvor kæden hopper af for mange ude i offentligheden, når man præsenterer
dem for den umulige vinkel, at børn der ikke burde fjernes, bliver det - da
kan de klart nok ikke forstå, at det er sandt. Der må være noget galt med min
- eller dem der tror det, opfattelsesevne. Man må have taget fejl. Og jeg kan
godt forstå dem. Jeg var der jo selv førhen. Og når jeg så læser Nadias historie eller sagen fra Esbjerg, så virker det jo nærmest konspiratorisk og sygt, når man påstår det modsatte.

De omsorgssvigtede børn, der har været udsat for overgreb og vold fortjener
al den opmærksomhed - og støtte de kan få. De fortjener at fylde det store
billede, og de skal have den maksimale sikkerhed, som systemet kan tilbyde.
De skal spottes og fjernes med det samme - have maksimal hjælp - og alle
tænkelige tilbud om behandling og støtte - også som voksne med efterværn mv. De skal sikres en sammenhængende social indsats - uden dobbeltsvigt.
Man skal forsat kæmpe i første række for, at de bliver hjulpet i tide. At der er de
nødvendige foranstaltninger og faglige kræfter til stede, der kan både spotte
dem og familierne, hvor den er helt gal og sikre at der gribes ind uden berøringsangst for det ubærlige.

Men samtidig skal vi ikke glemme alle de glemte børn, der falder igennem
midten af væggen - og dybt ned i systemets hul, hvor de lider i tavshed og afmagt med opståede tilknytningsforstyrrelser og føler sig svigtet og uelsket. Hvor de flyttes rundt som brikker uden at blive hørt og set. Hvor den manglende vilje til at samarbejde med familien gør dem endnu mere syge - og hvor de til sidst helt mister den nære kontakt grundet sanktioner i samværet, fordi det gør dem for kede af
det, hver gang de skal skilles fra Deres forældre og bedsteforældre. De kan ikke forstå det, og tor at de ikke længere er elsket. At familien har dumpet dem. AV!
Det er smadrede familier, som drukner i offentlighedens sparsomme viden om en
milliardindustri, hvor tusinder børn sidder opmagasineret på institutioner
med hul i hjertet og følelsen af kæmpe svigt. De er ofte store spørgsmålstegn,
hvis følelsesliv er smadret. De bliver ikke hørt - og modsættes samvær og
hjemgivelser. De har ingen rettigheder og affinder sig med tiden. De lever
ikke. De overlever. Og det er trods alt dem, jeg har mødt flest af. De glemte børn, der ikke forstår, hvorfor de er anbragte.

Det er de færreste børn, der bliver seksuelt misbrugt i en sådan grad, at de
ender som forsidestof - og heldigvis for det. Men sagerne er der løbende - og
de vidner om et vedvarende sygt miljø, hvor voksne mener, de har retten til at
misbruge små børn, hvorfor samfundets øjne aldrig må fravige at undersøge
grunden til børns mistrivsel i bare et sekund.

Børneområdet er en hvepserede - og et vildfarent missil, et edderkoppespind. Jeg græder på de børns vegne, der er fanget i det. Mange af dem kommer desværre aldrig ud - andre kæmper for at komme fri, hvilket som regel først sker, når de
fylder 18 år. Men der er barndommen ofte tabt.

Jeg har ingen løsning på alt det makværk. Jeg ville blot ønske, at man som
minimum fulgte loven og lyttede til børnene og Deres ønsker og behov.
At man ikke satte 20-årige uden livserfaring til at vurdere forældreevne.

Min indsigt i børneområdet har skræmt mig. Den har rykket min tro på at alle
i det her land får en retfærdig behandling, når det gælder noget så vigtigt
som, at staten tager dit barn, at staten tager din familie fra dig.

Jeg har konstateret, at man som forældre til et anbragt barn er ganske
retsløs, når Ankestyrelsen først har blåstemplet en afgørelse. Også selvom
børne- ungeudvalgene har truffet en anden afgørelse.

Jeg undrer mig over, hvad alle de udvalg og afgørelser nytter - om de bare er
et spil for galleriet - når de alligevel slet ikke kan bruges til noget i de sager, jeg er stødt på, når farmand (ankestyrelsen) beslutter noget andet. Eller omvendt, at
kommunen fastholder en afgørelse, de selv har truffet, på trods af, at der
blevet irettesat af farmand(ankestyrelen) De skider begge på hienanden. Og i
sidste ende skider de på alle de børn og familier, der sidder knuste derude og
føler sig som brikker i Deres eget liv. Uden indflydelse - og med en manglende
retssikkerhed, som jeg ellers troede fandtes.

Alle børn fortjener at blive hørt og set - også de fattige, de grimme, de
smukke og stille, de besværlige, de urolige, de velhavende, de udadreagernede, de bange, de tykke, de tynde, dem med sår i Deres øjne, dem uden barnesind og spontanitet og glæde.

Dem der savner Deres far og mor og familie

Dem der gerne vil hjem.

Dem der har et hjem

Dem der prøver at fortælle, at de er bange

Dem der prøver at leve med angsten

Dem der lever med hullet i hjertet - hver dag, hvert minut

Dem der græder sig i søvn på grund af savn

Der er mange af de børn derude

De må ikke komme hjem, selvom de kunne

Jeg undrer mig stadig hver dag - over denne anbringelsesiver

Jeg undrer mig over, at De her børn primært fjernes fra fattige mennesker.

Jeg undrer mig over, at kommunerne ikke straffes med sanktioner, når de
bryder loven i børnesager.

Jeg undrer mig over, at man forsat bruger Kari Killens metoder fra 80'erne,
der bygger på hjemmestudier uden følgegrupper til at vurdere forældreevnen.

Jeg undrer mig over, at det ikke undrer nogle helt vildt, at der omsættes for 14
milliarder indenfor denne virksomhed. Hvem tjener alle de milliarder. Hvor
mange af dem går til løn og ryger tilbage i statskassen?

Der er så mange mange mange ting, der undrer mig på dette felt. Jeg har
nærmest opgivet at forstå.

Nu har jeg skrevet og læst, lyttet og grædt. Råbt og skreget. Skrevet om det - og skrevet om det igen.

Jeg har lovet en mor at lave en bog "De anbragte børns stemmer" - hvor jeg
lader de anbragte børn fortælle. Ikke tidligere anbragte, men anbragte.

Jeg håber, jeg får tiden - for indhold og fortællinger er der nok af.

Jeg ved, det var et meget langt indlæg - og måske læste du det hele. Hvis du
gjorde, da siger jeg tak - tak fordi du gad lytte på mine frustrationer og min
magtesløshed i forhold til at kunne gøre en forskel.

Jeg græder for de børn, der lige nu sidder i klemme i systemnet - jeg håber
at alle børn en dag kan opnå den frihed, de har krav på.

Jeg stemmer for en børnedomstol - og for at alle anbragte børn kan få Deres
egen advokat - at Deres retssikkerhed bliver ligestillet med voksne.

[www.facebook.com]
Forfatter:

Din email:


Emne:


Spam forebyggelse:
Indtast venligst den viste kode i det nedenstående inputfelt. Dette er for at blokere spam-robotter som prøver automatisk at skrive reklamer.
mVbLY
Indlæg: