Da Søren blev enkemand som 43-årig - fungeret systemdanmark heller ikke !

»Du kan jo blive gift lige om lidt.« Det var en af de beskeder, 43-årige Søren Egemar Knudsen blev mødt af i 'det offentlige Danmark', da han mistede sin hustru. »Der var ingen forståelse, empati eller medfølelse« siger han i dag.

To uniformerede betjente hentede Søren Egemark Knudsen på sin arbejdsplads en tirsdag i september sidste år. Hans hustru var fundet død. 47 år. Det blev begyndelsen på sit livs største sorg, men også et møde politifolk, sygeplejersker og kontoransatte, som ikke talte til ham om døden.

Ordene om, at han måske snart ville finde en ny kone, faldt, da Søren Egemar Knudsen af Skifteretten blev bedt om at tage stilling til, om hans tre børn skulle have udbetalt deres arv efter deres mor.

Få dage forinden havde han begravet sin hustru, og han kunne ikke engang svare på, hvad der skulle ske i morgen. Så han svarede: »uskiftet bo« for at slippe for at tage stilling arveregler og jura.

»Ja, det kan jeg ikke anbefale dig - for du kan jo blive gift igen lige om lidt,« lød det ifølge Søren Egemar Knudsen i den anden ende af telefonen. Han havde mest af alt lyst til at lægge på.

»Det er der, man tænker: ‘Det sagde du bare ikke’. Jeg stod alene med tre børn - det kunne hun jo se i sit system - men der var ingen forståelse, empati eller medfølelse. Hun skulle bare have nogle svar, hun kunne putte i et system og trykke 'enter'. Jeg oplevede, at kontoransatte, politifolk og ’systemet’ ikke var i stand til at håndtere mennesker i sorg. Jeg følte mig som en pestbefængt borger, som ingen turde tale til om døden Jeg ville ønske, jeg havde haft et sørgebind, der indikerede, ‘tag hensyn, jeg er i sorg og ude af mig selv’,« siger Søren Egemark Knudsen.

Søren Egemar Knudsen mødte sin hustru Helle, da de begge var spejderledere i FDF. Her mødte de mange børn, også børn der havde mistet forældre, og det blev hurtigt naturligt at tale om, hvad de egentlig skulle gøre, når den anden ikke var der længere. Derfor lavede de bl.a. et børnetestamente, som skæbnen på tragisk vis ville, at de skulle få brug for sidste år.

I dag er det fire måneder og 24 dage siden han mistede sin hustru Helle Egemar Knudsen, som er mor til hans tre børn på 7, 10 og 14. I de måneder har han ikke kun sagt farvel til sin livsledsager gennem 15 år, han har også løbet panden mod en offentlig mur i skifteretten, på hospitalet, hos bedemanden og hos politiet, fordi ingen i hans optik aner, hvordan man håndterer et menneske i sorg. Den efterladte, som ingen rigtig ved, hvad de skal sige til. Udover at spørge: Har du gæld? Hvad står der på din bankbog?

Til sidst fik han nok og skrev et langt og vredt opstød på sin Facebook-profil, der i sidste uge blev til en kronik i Politiken under overskriften: ‘Vi mangler et sprog til at tale ordentligt om døden’.

Møder ham i hjemmet i Roskilde, hvor han bor med sine børn, og hvor svigermor i dag er »ung pige i huset«. Udenfor rusker stormen i havetrampolinen, og indenfor griner hans tre børn fra skifterammerne på reolen. Ved siden af holder en ung Søren Egemar Knudsen om sin hustru og kigger ømt ind i kameraet på et bryllupsbillede fra 2000.

De blev gift, tre år efter de mødte hinanden som spejderledere i FDF. Her havde de begge med børn at gøre, blandt andre børn som havde mistet forældre, og det blev naturligt at snakke om, hvad der skulle ske, når ikke var her længere. Skæbnens ironi ville, at de fik lavet børnetestamente for tre år siden.

»Man kan sikre sig nok så meget, men man kan ikke planlægge døden. Du kan ikke forberede dig på chokket. Helles død var en kynisk påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er.«

Deres liv sammen sluttede den tirsdag i september, da to uniformerede betjente troppede op på hans arbejdsplads på et større advokatkontor for at tale med ham. »Nu skal jeg til afhøring og jeg aner ikke om hvad«, tænkte han. I hvert fald var han overbevist om, alle kollegerne tænkte, at økonomichefen, manden med alle millionerne, havde taget af kassen.

Men bag døren i mødelokalet fik han en anden besked: Din hustru er fundet død. I en af bil uden for et bosted, hvor hun arbejdede som sygeplejerske i den psykiatriske hjemmepleje. Hun havde fået en blodprop. Ud af det blå.

Han gik med egne ord 'i chok”, og inden det fortog sig, kom det næste, for ti minutter inde i underretningen ville politimanden ifølge Søren Egemar Knudsen have svar på, om han ville modsætte sig obduktion? Og ville han selv forestå begravelsen?

»Obduktion? Jeg havde ikke engang fattet, at hun var død. Jeg havde sms’et med hende for en time siden, så kunne han ikke i det mindste bevise, at hun var død? Men den stakkels unge politimand havde lært, at han skulle have netop de to svar med hjem og proppe i computeren.«

Søren Egemar drejer kaffekruset i hånden og ryster på hovedet.

»Han forsikrede mig gentagne gange om, at det skam også var den værste dag i hans karriere. Han var så berørt, at han jeg næsten var ved at gå ud og hente papir til ham.«

Huset emmer stadig af Helle. Søren Egemar Knudsen bor stadig i huset, hvor han levede sammen med sin hustru og deres tre børn. I dag er svigermor blevet »ung pige i huset«. Foto: Claus Bech

Den første nat uden hende var den værste. Han lå stille i sengen med sin yngste søn, men inde i ham herskede kaos. ‘Jeg overlever ikke det her’, tænkte han.

»Jeg lukkede ikke et øje, alt var kaos og krise. Klokken kvart i seks spørger min søn så: ‘Far, hvis du er så forkølet, kan du så ikke tage og tørre næsen?’«

Han smågriner. Den slags kom der flere af i tiden efter. Som: ‘Far, hvem skal være vores nye mor?’ og opfølgeren: ‘Hvor lang tid tager det at finde en ny mor?’. Og den rigtig svære: ‘Hvor skal vi bo, når du dør?’

»Det er en gave at have børn, fordi de går tæt på én. Andre - også embedsfolk - tør ikke tale til én om døden og sorgen, for tænk hvis han bryder sammen. Tænk, hvis han begynder at græde.«

Derfor skulle børnene også have lov til at se deres mor, så de fik vished for, at hun var død. ’Det er heldigt, hun er død en tirsdag – der holdes kun ligsyn om torsdagen’', lød beskeden, der for Søren Egemark Knudsen var endnu et møde med ’Systemdanmark’, han kunne lægge i bunken. Sammen med rykkeren fra politiet om, at nu skulle han afhente sin hustrus effekter, som han ikke anede, de opbevarede. Folderen »Vejledning til efterladte«, som en sygeplejerske stak ham i hånden og med beskeden: Nu gør vi ikke mere herfra. Og brevet fra Skifteretten, der landede i hans e-boks ti dage efter begravelsen, hvor der kun var en langt opremsning af forpligtelser.

Søren Egemar Knudsen håber, at hans opsang vil få vores ’professionelle medmennesker’ i det offentlige til at tænke over, hvordan de behandler folk i sorg. Han opslag på Facebook om sine oplevelser er allerede blev trykt i fagbladet »Politi«, og en hospitalpræst på Slagelse Sygehus har også taget indlægget op.

Senere igen landede der tre breve i postkassen, stilet til hans tre børn på 7, 10 og 14. Den ældste åbnede sit og stod og græd, da hendes far kom hjem.

»Hvorfor var der intet menneske, der stoppede op i den proces og tænkte, hey, vi sender da ikke breve til børn om deres mors død? Jeg plejer at sige, at mennesker bygger systemer op - det er ikke systemer, der bygger mennesker op, men det er der, vi er havnet. Vi har automatiseret i en grad, så ingen kan finde ud at tænke selvstændigt, men du kan altså ikke digitalisere omsorg og medmenneskelighed.«

De sidste fire måneder har han brugt på at finde ud af, at han faktisk har ret til forhøjet børnebidrag, børnene til krisehjælp og han selv til gratis psykologhjælp. Der kom breve i e-boks om forpligtelser, men aldrig om rettigheder.

»Der findes søde venner og naboer, men hvis du vil have noget af systemet, så må du selv finde reglerne, for der ingen fra ‘det offentlige Danmark’, der lige ringer og spørger, om du egentlig har styr på situationen. Jeg ville ønske, at mennesker i det offentlige Danmark turde yde omsorg uden at have en blanket på det. Vi er helt utroligt dygtige til at forebygge døden, men når den rammer, så aner vi ikke, hvordan vi taler om den. Systemet kan ikke håndtere en sørgende enkemand.«

Retspræsident om upassende kommentar: Mangel på omtanke

Sagsbehandler i Skifteretten burde aldrig have sendt breve ud til Søren Egemar Knudsens børn på 3,7 og 14, da de mistede deres mor.

Det siger retspræsident Jørgen Lougart ved Retten i Roskilde. Han kalder Søren Egemar Knudsens historie et wakeupcall, og vil nu rette en beklagelse til enkemanden.

»Det er den turbulens, der er i sagsbehandlingen som åbenbart har fået en finke til at ryge af panden som i den her sag. Det er ingen undskyldning og heller ingen forklaring, for det må stadig ikke ske,« siger Jørgen Lougart.

Han forklarer, at fordi Søren Egemar Knudsens børn fik beskikket en skifteværge, da deres mor døde, og ifølge reglerne skal børnene oplyses om deres værge. .

»Der står, at det skal man selvfølgelig underrette arvingerne, men man skal selvfølgelig ikke sende breve ud til børn på 3, 7 og 14 år. Det er mangel på omtanke. Det samme er kommentaren: ’Du kan jo blive gift igen om lidt” også’.«

Er jeres ansatte godt nok klædt på til at tale med efterladte?

»Vi plejer faktisk at få utrolig ros for den måde, vi behandler folk på, så svaret er ‘ja’. Vi er nok den myndighed, der har flest klienter i utroligt pressede situationer, efterladte, folk der sættes ud og tiltalte i straffesager, og derfor har vi netop et ekstra ansvar for at forsøge at sætte os ind i deres situation og behandle dem med den fornødne respekt. Det står direkte i vores værdigrundlag. Jeg håber virkelig, at den her sag er en enkeltstående sag, hvor man har været for dumsmart i bemærkningen.«

Hvordan sikrer I, at det ikke sker igen?

»Jeg har talt med chefen for Skifteretten, og hun tager selvfølgelig det her op på næste afdelingsmøde. At vi skal huske, at selvom vi har travlt, så skal vi gøre tingene ordentlig, og vi skal tale pænt til folk. Jeg sender min beklagelse til Søren Egemar Knudsen her,. Det er flot, at han har haft overskuddet til at sætte ord på sin oplevelse. Det har været et wakeupcall for os at høre hans historie.«

Politiet om uheldig kommentar: 'Vi kan blive bedre til at tale om døden'

Det var hans absolut værste dag i hans tjenestetid nogensinde, forsikrede den betjent, som skulle fortælle Søren Egemar Knudsen, at han hans hustru var fundet død. I dag beklager Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiinspektør Jens Børsting Midt- og Vestsjællands Politi tog faktisk Søren Egemar Knudsens kronik i Politiken med sig ind på stationen, for enkemandens kritik i avisen af myndighedernes manglende evne til at tale med pårørende i sorg er et vigtigt opråb, siger han.

»Det er sundt for os at få en påmindelse om, at vi kan blive bedre til at tale om døden. Det er et vigtigt emne, fordi vi kommer desværre jævnligt ud for at skulle tale med efterladte i vores job,« siger Jens Børsting.

Han afviser, at betjente i dag ikke er godt nok rustet til at håndtere efterladte. De bliver undervist af krisepsykologer på Politiskolen, og de bliver rådgivet og evalueret af krisepsykologer, når de er i tjenesten.

Hvorfor går det så galt i den her situation?

»Vi forsøger altid at give en trist nyhed så blidt så muligt. Her er desværre et uheldigt eksempel, og det er beklageligt, for jeg kan love dig, at ingen betjente synes, det er rart at stå i sådan en situation, og ingen ønsker at såre nogen i deres største sorg.«

’Det er min værste dag i mit liv’ får den unge betjent angiveligt sagt. Hvad skal man som pårørende bruge den kommentar til?

»Hvis den er faldet sådan, så er det ingen hjælp til. Det sker, at vi har nyuddannede betjente ude, dog altid med en rutineret betjent, og hvis man er usikker, så har man måske optrådt lidt kejtet - det kan være en forklaring, men ikke en undskyldning.«

Han undrer sig også over, at han ti minutter inde i underretning bliver spurgt til begravelse eller obduktion?

»Det er spørgsmål, vi er nødt til at stille. Vi kan ikke bare skrive en dødsattest, når vi finder en dødfunden person, vi er nødt til at udelukke, at der er sket noget mistænkeligt. Vores job er dels at underrette, men det også at udføre et politijob. Men det skal huske at få forklaret, hvorfor vi stiller de svære spørgsmål, og det kunne vi måske have gjort bedre i den her sag.«

Kan man ikke stille de svære spørgsmål på en mere empatisk måde?

»Det kan man helt sikkert. Hvis intet indikerer noget kriminelt, og man fornemmer, at den pårørende ikke er klar til at spørgsmål om obduktion, som vel nok er det værste spørgsmål at få, så kan man sagtens sige: ‘Nu synes jeg, du skal have fred sammen med din familie. Er det i stedet okay, at jeg ringer i morgen og stiller et par uddybende spørgsmål? Vores folk skal altid mærke efter i situationen, og vi skal altid behandle andre, som vi selv ville ønske at blive behandlet i sådan en situation.«

Hvorfor er politifolk altid så dumme? vi må have større krav til deres uddannelse og have ansat nogle bedre menneske typer.

07.02.2016