Du KAN skrive på flere af disse debatfora uden at være logget ind. Men du få flere muligheder ved at oprette en gratis brugeprofil og logge ind.
Kontakt administrator, hvis du vil oprette dit eget debatforum: peter@wendelboe.dk


Øjenvidner undrer sig over, at deres kritik af politiets indsats ved Krudttønden er forsvundet eller udeladt af politiets egne rapporter om angrebet.

Tre øjenvidners kritik af politiets indsats ved angrebet på Krudttønden nåede aldrig frem til det materiale, som dannede grundlag for politiets evaluering af deres egen indsats. En evaluering, som konkluderede at politiet var velforberedt på en terrorhændelse.

Det er dog langt fra den oplevelse, som tre øjenvidner havde af politiets indsats ved angrebet på Krudttønden. De har alle over for politiet problematiseret, at der ikke var bevogtning ude foran kulturhuset, men den kritik er på forskellig vis aldrig nået frem til den gruppe i politiet, som skulle evaluere politiets indsats.

Den 143 sider lange evaluering forholder sig ikke til, om bevogtning ude foran Krudttønden kunne have været en god idé.

Minister i samråd
Tirsdag skal justitsminister Søren Pind (V) i samråd om de historier, TV 2 tidligere har lavet om politiets evaluering af sig selv. Samrådet er indkaldt af Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen, som også er bekymret over de nye oplysninger om evalueringen.

- Jeg synes, det er meget betænkeligt og alvorligt, at øjenvidnernes kritik ikke har været med i evalueringsarbejdet. Evalueringen blev jo lavet, så vi kunne blive klogere og gøre det bedre fremadrettet, siger Peter Kofod Poulsen.

Dette får politiet kritik for efter terrorangrebet
Han frygter, at den udeladte kritik kan have haft konsekvenser for evalueringsarbejdet:

- Det er meget muligt at evalueringen ville have set anderledes ud, hvis øjenvidnernes kritik var kommet med. Der er i hvert fald et langt stykke vej fra de ting, som bliver beskrevet, til daværende justitsminister Mette Frederiksens konklusion om, at politiet var velforberedt og velorganiseret, siger Peter Kofod Poulsen.

Brev forsvandt
To øjenvidner har fortalt til TV 2, at de udtrykte kritik, da de blev afhørt af politiet, men kritikken er ikke blevet noteret i de afhøringsrapporter, som indgik i evalueringsarbejdet.

Selvom politiet i evalueringen nævner, at hændelserne på Krudttønden alene bygger på vidneforklaringer, fordi der ikke findes optagelser, har gruppen, der lavede evalueringen, ikke haft selvstændige interviews med øjenvidnerne, men alene brugt deres afhøringsrapporter.

Øjenvidner undrer sig over politiets manglende registrerering af flere kritikpunkter.
Det tredje øjenvidne, der ønsker at være anonym, fortæller til TV 2, at han sendte et brev til Rigspolitiet med en lang beskrivelse af hændelserne og to plantegninger over centrale personers placering før og efter angrebet.

Brevet beskriver blandt andet, hvordan Lars Vilks blev interviewet uden politibeskyttelse foran Krudttønden, før arrangementet startede. I politiets evaluering står, at Lars Vilks havde personbeskyttelse under det interview. Rigspolitiet oplyser, at de ikke kender noget til det brev, og det derfor ikke er indgået i evalueringsarbejdet.

Afgørende mangler i beredskab ikke nævnt
Niels Johan Juhl-Nielsen sad inde i foredragssalen, da Krudttønden blev angrebet. Han har en karriere inden for beredskab og har blandt andet siddet med katastrofeberedskabet på overborgmesterens kontor i Københavns Kommune. Derfor havde han gjort sig nogle observationer, som han gav videre til politiet, da han blev afhørt på selve terrornatten:

- Det, der var vigtigt for mig at få gjort klart, det var, at det beredskab, der var sat op, det havde nogle helt afgørende mangler, og det var først og fremmest i forbindelse med hele det beredskab, der var rundt om bygningen, fortæller Niels Johan Juhl-Nielsen.

Da han for få uger siden læste sin afhøringsrapport, stod den del ikke gengivet.

- Den var relativt detaljeret ud fra, hvordan hændelsesforløbet havde været omkring min person. Men den sagde ikke noget som helst om den observation, jeg havde gjort om, at der var problemer med beredskabet, siger Niels Johan Juhl-Nielsen.

Det bekymrer ham, at hans kritik er blevet udeladt:

- Når hele den dimension ikke er omtalt i evalueringen, og jeg ovenikøbet kan se, at de slet ikke har skrevet det ned, jeg sagde – så synes jeg, det er alvorligt, siger Niels Johan Juhl-Nielsen.

Terror i København: Her er de blodige timer minut for minut
Jokende PET-agent udeladt fra rapport
Jesper Frimand Christensen stod Krudttøndens cafe under angrebet med de fleste af politifolkene, der var til stede. Efter han var blevet afhørt på selve terrornatten, følte han, at der var nogle ting omkring politiets indsats, som han havde behov for at gøre politiet opmærksomme på. Han bad derfor om et møde.

Politiet lavede en ny afhøring af ham, hvor han ligesom Niels Johan Juhl-Nielsen problematiserede, at der ikke var bevogtning udenfor, og han fortalte, at den ene af betjentene gik og minglede og jokede frem for at være på vagt.

Han læste sine afhøringsrapporter igennem i sidste uge.

- Rapporterne er meget detaljerede i forhold til, hvor mange skud jeg hørte og sådan nogle ting, men der står slet ikke noget om, at jeg havde bedt om et møde, fordi jeg synes, der var nogle problemer. Det står heller ikke nævnt, at jeg undrede mig over, at der ikke var bevogtning ude foran, og at en af PET-agenterne opførte sig lidt mærkeligt i forhold til situationen, fortæller Jesper Frimand Christensen.

Politiet henviser selv til afhøringsrapporterne
Politiet har selv henvist til afhøringsrapporterne som den afgørende kilde til deres viden om hændelserne på Krudttønden. I et interview med TV 2 i maj sidste år blev politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Politi spurgt ind til kritik af politiets ageren:

- Nu har jeg ikke selv været til stede, så min viden den stammer fra de afhøringsrapporter, der er lavet dernede fra, (…) ud fra de vidneforklaringer, jeg har set, der synes jeg faktisk, at politifolkene reagerer meget hensigtsmæssigt og fint, sagde han på live-tv.

Brev modsiger politiets forklaring
Det tredje øjenvidne, som TV 2 har været i kontakt med, havde ligesom Jesper Frimand Christensen behov for at uddybe sine oplevelser over for politiet, efter han var blevet afhørt på selve terrornatten. Det gjorde han ved at lave en fire sider lang beskrivelse af hændelserne og to computerlavede plantegninger over, hvor folk befandt sig før og under angrebet. Han fortæller til TV 2, at han sendte brevet til Rigspolitiet cirka en uge efter angrebet.

Øjenvidnet sendte ifølge ham selv dette brev med uddybende oplysninger til Rigspolitiet få dage efter terrorangrebet i København.
Han ønsker at være anonym, men TV2 har mødtes med ham og har en kopi af brevet, som blev sendt som almindelig post. I brevet står blandt andet:

”Lars Vilks (…) opholder sig således alene med fotografen udenfor, alt imens alle personer fra PET, SÄPO og politiet er indenfor i bygningen. Inden mødets start observerer jeg, at der ikke er placeret personer fra hverken politi eller PET uden for bygningen, som enhver dermed frit kan nærme sig.”

Rigspolitiet oplyser, at de ikke kan finde det omtalte brev, men at det kan være at de har sendt det videre til Københavns Politi, hvis de har modtaget det. Københavns Politi har endnu ikke svaret TV 2, om de er i besiddelse af brevet.

Vidner: PET beskyttede ikke Lars Vilks kort før angreb
Niels Johan Juhl-Nielsen lagde også mærke til, at der ikke var beskyttelse af Lars Vilks, da svenskeren blev interviewet inden selve arrangementet. Niels Johan Juhl-Nielsen mindes dog ikke, at han gjorde politiet opmærksom på den konkrete pointe i sin afhøring.

I evalueringen står det stik modsatte:

”Ca. kl. 14.53 gennemførte Lars Vilks et kort interview udenfor Krudttønden med personbeskyttelse.”

Ekspert: Tilbøjelig til at glemme
Finn Kamper-Jørgensen har lang erfaring med evalueringsprocessor, og han er ikke i tvivl om, at øjenvidnernes kritik skal fremgå af en god evalueringsrapport.

- Det skal stå i sådan en rapport, at sådan noget er blevet sagt. Det hører med til at rapportere, hvad man har fået af informationer under en sådan evaluering, fortæller Finn Kamper Jørgensen.

I 2009 blev han udpeget af daværende forsvarsminister Søren Gade (V) til at sikre fagligheden og uafhængigheden i beredskabsstyrelsens evalueringer. Han fortæller, at uafhængige evalueringer altid er en god idé i sådanne større sager:

- Hvis det her har været noget ubehageligt - for eksempel hvis politiet har været i en situation, hvor de selv har skønnet, at beredskabet ikke var helt i orden - så er man da tilbøjelig til at glemme sådan nogle ting. Det viser al evalueringserfaring, siger Finn Kamper Jørgensen.

25.04.2016
Forfatter:

Din email:


Emne:


Spam forebyggelse:
Indtast venligst den viste kode i det nedenstående inputfelt. Dette er for at blokere spam-robotter som prøver automatisk at skrive reklamer.
6kJD6
Indlæg: