En politibetjent fra Nordsjællands Politi forlanger frifindelse i sag, hvor han er under anklage for at bryde tavshedspligt.
Han fortalte en kvinde, at hendes mand var under mistanke for at være stofmisbruger
En 31-årig politibetjent bør ifølge anklagemyndigheden idømmes en bøde på 3000 kroner, fordi han fortalte en kvinde fortrolige oplysninger om hendes mand.
Politibetjenten nægter sig skyldig. Han henviser til, at han gav kvinden oplysningerne i kriminalitetsforebyggende øjemed, og at han havde lovhjemmel til at handle, som han gjorde.
Den 31-årige betjent fra Nordsjællands Politi var tirsdag mødt op i Retten i Helsingør med sin advokat, Stine Gry Johannesen.
Sagen har et principielt skær, idet den handler om en forholdsvis ny og sjældent brugt lovbestemmelse, retsplejelovens paragraf 115 a.
Bestemmelsen giver politifolk lov til at videregive fortrolige oplysninger om en mistænkt til nærtstående familiemedlemmer, så som forældre. Vel at mærke i tilfælde, hvor den mistænkte er over 18 år.
Når spørgsmålet angår børn, har det længe været lovligt, men den nye bestemmelse blev indført i loven i 2014 og har kun i begrænset omfang været i skudlinjen i en retssal. Før nu.
Sagen begyndte på ølbaren Skum i Helsingør en septemberaften i 2022. Her mistænkte betjenten, som var i ikke-uniformeret tjeneste, en mand for at sælge narko.
Manden blev taget med udenfor. Han havde en lille smule hash og et pulver, som skulle vise sig at være kreatin, der er ganske lovligt.
Betjenten mente dog at have set mere pulver og forklarede tirsdag i Retten i Helsingør, at den mistænkte havde skilt sig af med det, inden politiet tog fat i ham.
Ved episoden beslaglagde betjenten mandens taske, og nogle dage senere ville han aflevere den tilbage på mandens adresse. Men kun hans hustru var hjemme.
Betjenten besluttede ifølge sin forklaring i retten i samråd med sin kollega at fortælle hustruen, at hendes mand var mistænkt for at være misbruger, og at politiet flere gange havde taget manden med stoffer på sig.
Betjenten kom forbi to dage i træk, og ifølge ham anså han og makkeren kvinden som ressourcestærk, og at det ville kunne tjene forebyggende i forhold til manden at informere hende.
Men kvinden har en anden opfattelse:
-
Det var gentagen chikane. Det var voldsomme oplysninger. Det har ødelagt mit parfold, fortæller hustruen tirsdag fra rettens vidneskranke.
Ifølge anklager Robert Rafn brød betjenten sin tavshedspligt. For den undtagelsesbestemmelse, der er i loven, er i udgangspunktet møntet på at videregive oplysninger til eksempelvis forældre til unge mellem 18 og 25 år. Den mistænkte i sagen var dengang 31 år.
Betjenten selv fastholder, at han ikke var i tvivl om, at han havde lov til at fortælle hustruen, hvad han gjorde.
- Jeg håber, at det skinner igennem, at jeg er en stolt politimand, og at jeg sætter en ære i mit arbejde, lød det afsluttende fra den 31-årige betjent, inden at sagens dommer hævede retten for at træffe afgørelse.
Dommen afsiges 19. marts 2024