Quote
Vi ser også dette manglende mod til at satse alt på én hest i Benedikte Kiærs borgmesterkandidatur i Helsingør. Efter at have været en meget usynlig politisk ordfører, har hun nu foretaget en helgardering, så hun, hvis hun ikke skulle blive borgmester, kan fortsætte i folketinget. Det er lidt som at ville blæse og have mel i munden. Det bliver svært at kæmpe helhjertet for en borgmesterpost, når man helst vil folketinget. Desuden betyder, at hun reelt kan komme til at spænde ben for et af partiets største talenter, Rasmus Jarlov. Nogle konservative hævder, at Benedikte blev fyret fra sin kreds, Gentofte, som ellers brugte store ressourcer og helsides annoncer for at få hende valgt til folketinget ved sidste valg. Gentofte vil ikke acceptere, at hun både vil være kommunalpolitiker/borgmester og i folketinget
Quote
Rasmus Jarlov er virkelig god til at sætte en dagsorden, han er ideologisk, han er tilgængelig for medierne, synlig i mediebilledet og han gør det faktisk rigtig godt! Han er uden tvivl et stort aktiv for partiet. Jeg ser Rasmus, som en kommende konservativ partileder. Det er da en åbenlys tåbelig at Benedikte stiller op i samme kreds som Jarlov. En kreds, der ser ud til kun at give ét mandat!
Fædrelandet har brug for de konservative
Et liv i aktiv politik er fortid for mig nu. Jeg er mættet, har slet ingen abstinenser, og så skal jeg ikke længere stå til regnskab for ’overdommere’ med meget lav moral som fx Henrik Qvortrup.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at kommentere de konservatives situation. Det er simpelthen så ærgerligt, at så vigtigt et parti som det Konservative Folkeparti er ved at ryge i glemslen.
Det er vigtigt med et parti, der kærer sig om fædrelandet og bekymrer sig for vores fælles kulturarv. Der er ikke andre partier, der kan måle sig med de konservative på dette punkt.
Jeg er træt af at høre konservative beklage sig over, at journalisterne ’ikke spørger os’, eller at mandaterne ikke er betydningsfulde nok til at blive hørt. Har man en god sag, og har man interessante synspunkter, vil medierne gerne høre på én.Tag f.eks. Liberal Alliance; de har heller ikke de vigtige mandater, men de er frække og provokerende nok til at sætte tingene på spidsen. Og derfor får de taletid, og derfor kan de markere deres dagsordner.
Fattigdomsdebatten, som Joachim B. Olsen satte sig fuldstændig på, er et glimrende eksempel på en konservativ mærkesag, som man gik glip af, fordi man ikke turde stikke næsen frem. Tom Behnke var ude med en klar, konservativ holdning i forbindelse med juletræssagen i Kokkedal. Her fulgte man bare ikke holdningen til dørs – højst sandsynligt fordi man frygtede at blive sat i bås med DF. Det var synd, for Tom havde fat i den lange, konservative ende. Hvis de konservative kommer til at ligne de radikale på værdipolitikken er der ikke behov for et konservativt parti, for det er især værdierne der adskiller de to partier.
Vi ser også dette manglende mod til at satse alt på én hest i Benedikte Kiærs borgmesterkandidatur i Helsingør. Efter at have været en meget usynlig politisk ordfører, har hun nu foretaget en helgardering, så hun, hvis hun ikke skulle blive borgmester, kan fortsætte i folketinget. Det er lidt som at ville blæse og have mel i munden. Det bliver svært at kæmpe helhjertet for en borgmesterpost, når man helst vil folketinget. Desuden betyder, at hun reelt kan komme til at spænde ben for et af partiets største talenter, Rasmus Jarlov. Nogle konservative hævder, at Benedikte blev fyret fra sin kreds, Gentofte, som ellers brugte store ressourcer og helsides annoncer for at få hende valgt til folketinget ved sidste valg. Gentofte vil ikke acceptere, at hun både vil være kommunalpolitiker/borgmester og i folketinget
Rasmus Jarlov er virkelig god til at sætte en dagsorden, han er ideologisk, han er tilgængelig for medierne, synlig i mediebilledet og han gør det faktisk rigtig godt! Han er uden tvivl et stort aktiv for partiet. Jeg ser Rasmus, som en kommende konservativ partileder. Det er da en åbenlys tåbelig at Benedikte stiller op i samme kreds som Jarlov. En kreds, der ser ud til kun at give ét mandat!
Apropos ledere taler man igen om, at det går skidt, og måske skulle man skifte leder. Det er jeg ikke sikker på er nogen god idé. Det virker panikagtigt. Det signal, man sender, er, at man lader sig påvirke af mediebilledet og folkestemningen i stedet for at stå ved sine beslutninger. Det var også den fornemmelse jeg havde dengang Lene Espersen blev kuppet. Det hele gik i selvsving, og man panikkede. Jeg syntes faktisk, at sagen om det ene møde, hun missede, blev blæst helt ud af proportioner.
Hvad vil jeg så sige med alt det her? Det Konservative Folkeparti bør tage ved lære af sine fejl. Det er ikke nødvendigvis en god idé at skifte formand, bare fordi medierne er på krigsstien. Og så skal offerrollen smides væk. Man må ikke lade sig skræmme eller intimidere Jeg hører forskellige mediefolk sige, at de har svært ved at få fat i de konservative politikere. Da partiet sad i regering, kom medierne til dem. Nu er de selv nødt til at tage initiativet, og her halter det desværre for flere af de konservative.
Jeg håber og ønsker at partiet finder rytmen igen, for jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Danmark bliver et fattigere samfund, hvis det Konservative Folkeparti forsvinder ud af det politiske billede.
27. december 2012
