Når børn fjernes med tvang

Fra - Pia Kjærsgaards ugebrev - [danskfolkeparti.dk] - klik for link


På Dansk Folkepartis foranledning kommer Folketinget i den kommende samling til at debattere tvangsfjernelser og tvangsanbringelser af børn. Det er vores ordfører på det sociale område, Pia Kristensen, der har taget initiativet til debatten, og ideen er indlysende rigtig.



For når det gælder netop tvangsfjernelser mangler kommunerne efter vor opfattelse nogle klare retningslinjer, og det betyder at det der dagligt foregår er meget vilkårligt og meget forskelligt.



Lad mig indledningsvis fastslå, at vi hverken kan eller skal undgå tvangsfjernelser. Der er børn, der vokser op under forhold af en sådan beskaffenhed, at en tvangsfjernelse og en efterfølgende anbringelse uden for hjemmet er en nødvendighed, og som i mange tilfælde ender som en lykke for barnet. Et barn bør i alle tilfælde tvangsfjernes fra hjemmet, hvis der foreligger åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling er i fare.



Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de gode viljer i alle tilfælde er tilstede, når myndighederne beslutter sig til at indlede en tvangsfjernelsessag, men at en række faktorer - flere af disse rene tilfældigheder - betyder, at det der skulle være til barnets tarv ofte ender med at blive det modsatte. Og det der skulle være til det gode for den berørte familie, som sådan ofte ender med at blive det modsatte.



Mange har i den forgangne uge set den meget stærke DR-Dokumentar om tvangsfjernelse af børn i Danmark, hvor seerne blev vidne til uanstændige procedureformer, hvor socialforvaltninger igangsætte en børnefjernelsessag på et ufuldstændigt grundlag - for derefter at få hele systemet, herunder de til kommunen og amtet tilknyttede psykologer, med i foretagendet.



Seerne blev vidne til, hvorledes børn fra tilsyneladende velfungerende familier blev tvangsfjernet alene som følge af sladder og rygter. Således er hundredevis af danske familier i alt for høj grad uden retsbeskyttelse i forhold til de offentlige myndigheder. Tragedier kan vi aldrig undgå på dette følsomme område, men retsløsheden kan vi gardere os imod med nogle klare regler, og det er dem, Folketinget nu må skabe.



Vi har i dag retlige forhold, der betyder, at de sociale myndigheder på én gang er anklager og dommer - og at sagerne afgøres efter skøn, og dette er uacceptabelt. Der mangler virkelig nogle holdbare løsninger, så børnene ikke ender med at blive kastet rundt i systemet, som tilfældet ofte er i dag.



Afgørende er det, at tvangsanbringelser fremover bør gå gennem domstolene i stedet for ude i socialforvaltningerne. Det er vor opfattelse, at forældrene ved tvangsanbringelsessagen har krav på at have en advokat med til mødet i børne- og ungeudvalget, som består af tre kommunalpolitikere, en psykolog og en dommer. Heller ikke når det gælder såkaldt frivillige anbringelser af børn, har forældrene i dag krav på advokatbistand. Også dette ønsker Dansk Folkeparti ændret, så disse forældre har samme rettigheder som forældre, der står overfor en tvangsanbringelse af børnene.



Er det endelig kommet dertil, at tvangsfjernelse fra forældrene og tvangsanbringelse er uundgåelig, bør det være således, at barnets øvrige familie inddrages i det videre forløb. Alt for mange børn ender på institutioner - eller i privat pleje hos personer, som de ikke kender, hvor det i de allerfleste tilfælde ville være helt ideelt, at eksempelvis bedsteforældre eller andre i den nærmeste familie ville kunne være en ideel løsning - og i høj grad til barnets tarv.



Sagen er jo at i de situationer, hvor tvangsfjernelser er den rigtige løsning, er der ofte tale om, at forældrene er narkomaner eller alkoholikere i svær grad og af den årsag ikke er i stand til at tage ordentlig vare på børnene. Her vil bedsteforældrene eller tanter og onkler kunne træde til - og samfundet kunne udnævne dem til barnets værger. Derved vil der på én gang påhvile eksempelvis bedsteforældrene et ansvar for at der bliver taget vare på børnene - og en sikkerhed for, at barnet ikke helt mister kontakten med sine forældre.

Fordi barnet mister sine forældre, er der jo nemlig ingen rimelighed i, at det også skal miste sine bedsteforældre.



Der er alt i alt brug for en hel del nytænkning på dette svære område. Forespørgselsdebatten i Folketinget her til efteråret betyder forhåbentlig, at mange gode ideer kommer på bordet - fulgt op af politiske initiativer, som Dansk Folkeparti meget gerne medvirker til. Det haster nemlig.



Med venlig hilsen



Pia Kjærsgaard