Kommunerne svigter anbragte børn

Kommunerne er langt fra at opfylde den forpligtelse de har til at sikre, at anbragte børn har det godt. Det viser ny undersøgelse fra Ankestyrelsen, der også påpeger andre mangler ved tilsynet. Socialpædagogerne er skuffede, men ikke overraskede over forholdene på området

På papiret bliver der holdt ganske godt øje med, om anbragte børn nu også trives godt i anbringelsen. Loven tilskriver, at en repræsentant fra kommunen mindst to gange om året tager på tilsynsbesøg for i enerum at tale med det anbragte barn og sikre, at barnet har det godt.

Men sådan ser det langt fra altid ud i realiteternes verden.

Det viser en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen, der har sendt spørgeskemaer ud til samtlige anbringelsessteder i ti kommuner, og fået svar fra ca. 65 pct. Svarene viser, at det kun er i under halvdelen af plejefamilierne, at plejebarnet fik de to lovpligtige tilsynsbesøg i 2011. Og at det kun er en fjerdedel af opholdsstederne, der angiver at samtlige børn fik begge lovpligtige tilsynsbesøg.

Samtidig viser undersøgelsen også, at kravene til tilsynsbesøget langt fra altid overholdes. Det er et krav, at den tilsynsførende skal tale med barnet uden at der er en medarbejder eller plejeforælder til stede – sådan at barnet frit har mulighed for fx at fortælle om problematiske forhold.

Men ved det sidste personrettede tilsynsbesøg i plejefamilierne, skete dette kun i seks ud af 10 tilfælde. I to ud af 10 tilfælde var plejeforælderen til stede under samtalen, og i andre to ud af 10 tilfælde talte den tilsynsførende slet ikke med barnet.

Når det gælder opholdssteder og døgninstitutioner, ser billedet noget bedre ud. Her er kravet om samtaler i enerum overholdt i otte ud af 10 tilfælde.

Få spædbørn

Tallene siger i sig selv ikke noget om, hvorvidt det har været muligt at tale i enerum med barnet, eller om der fx er tale om et spædbarn. Men kontorchef Morten Starch Lauritsen oplyser, at det kun er tre pct. af plejebørnene i undersøgelsen, der er under et år.

– Så selv om vi havde udeladt spædbørn, havde det ikke rykket væsentligt ved konklusionen, siger han.

Når det gælder det generelle tilsyn, hvor der altså ikke føres tilsyn med det enkelte barn men med anbringelsesstedet som sådan, viser undersøgelsen til gengæld, at anbringelsesstederne overvejende er tilfredse med tilsynet. 98 pct. svarer, at den tilsynsførende får et godt eller nogenlunde indblik i hverdagen, og 76 pct. mener, at de kan bruge tilsynet aktivt i stedets udvikling.

Ud over spørgeundersøgelsen har Ankestyrelsen også lavet en anden undersøgelse, der har fokus på kommunernes retningslinjer og hvordan de i praksis fører tilsyn. Denne undersøgelse viser, at der er forskelle på, hvordan kommunerne organiserer det generelle tilsyn – i nogle kommuner er det en enkelt sagsbehandlers ansvar, i andre er tilsynet forankret i et tværkommunalt samarbejde uden for kommunen. Undersøgelsen viser også, at der ikke altid udveksles informationer om tilsynet på tværs af kommuner og internt i kommunen.

Skal sættes i system

Hos Socialpædagogerne er formand Benny Andersen skuffet, men ikke overrasket over Ankestyrelsens resultater:

– De kommer ikke bag på os, for det ligger helt på linje med, hvad vores undersøgelser har vist de seneste år. Men det er forstemmende at læse, at kommunerne ikke tager deres ansvar mere alvorligt. Ankestyrelsens undersøgelser viser, at kommunerne ikke gennemfører de tilsynsbesøg de skal, ikke taler med børnene, ikke udveksler den viden, de får ved tilsyn, med andre kommuner eller inden for kommunen. Det kan jo ikke have sin rigtighed! Så jeg ser frem til, at ministeren tager fat på problemet. Vi har brug for, at opgaven sættes i system med klarere rammer og mere ensartede og gennemsigtige kriterier for, hvad der er rigtigt og forkert, siger Benny Andersen i en kommentar til undersøgelsen.

Han er stærkt bekymret over tingenes tilstand – for det er de anbragte børn og unge, der betaler prisen:

– Det betyder jo noget det her! Konsekvensen af mangel på tilsyn og høring af anbragte børn er jo, at vi misser muligheden for at udvikle og fastholde en ordentlig pædagogik, at vi ikke giver børnene den nødvendige mulighed for at involvere sig i deres eget liv, og at vi på den måde ingen snor har i, om vi tilbyder det, vi skal, over for de her drenge og piger, konstaterer Benny Andersen.