Du KAN skrive på flere af disse debatfora uden at være logget ind. Men du få flere muligheder ved at oprette en gratis brugeprofil og logge ind.
Kontakt administrator, hvis du vil oprette dit eget debatforum: peter@wendelboe.dk


Gæst
Myten om de ’ikke-institutionaliserede’ børn
15. februar 2014 kl. 00:56
Myten om de ’ikke-institutionaliserede’ børn

At institutioner lærer børn uvurderlige sociale kompetencer, som de ikke får af at hænge i mors skørter, er en af de mest forhærdede fordomme om hjemmepasning. Men faktisk hænger de hjemmepassede unger hverken i skørter eller bukseben

12. februar 2014

Sociale kompetencer lærer man alene i vuggestuer og børnehaver, lyder et grundargument i den offentlige småbørnsdebat. Det er nonsens. Som om vores forældres generation – den sidste, som voksede op uden institutionernes selvfølgelighed – ikke kan begå sig socialt. Som om mennesker i størstedelen af alle andre lande verden over ikke kan omgås hinanden, fordi de ikke har gået i vuggestue.

Danmark har verdensrekord i institutionalisering; i ingen andre lande sendes børn af sted i institution i så ung en alder og i så mange timer hver dag. Jeg er dog ret sikker på, at den rekord ikke gør os til verdensmestre i sociale kompetencer.

En far jeg kender, der passer sin søn selv, dristede sig til at kommentere på en kronik, skrevet af en anden far, som følte, at staten tog mere og mere over, når det gjaldt opfostringen af hans børn. Min bekendte kom til at dele sin lykke over at gå hjemme med sin søn, og han anbefalede andre at prøve det. Straks fik han skudt den sædvanlige, trættende fordom i skoene i en efterfølgende kommentar: Det valg var medvirkende til »at frarøve [sønnen] al mulighed for at kunne lære sociale kompetencer i en større kontekst (…). Det at lære at vente på tur, forhandle, skifte roller i legesituationer og være i børnehøjde med flere børn.«

Går ikke bare derhjemme

En af grundene til, at fordommene florerer, kan måske findes i begreberne ’hjemmegående’ og ’hjemmepasset’.

Jeg kan afsløre, at de hjemmepassede børn ikke bare går rundt derhjemme, så lad os fra nu i stedet bruge den mere præcise betegnelse ’ikke-institutionaliserede’.

Der er en hel verden mellem hjemmets stue og kommunens vuggestue, og det er i denne verden, de ikke-institutionaliserede børn træder deres barndoms skridt.

Deres dage foregår ikke i en »osteklokke«; et ord, som ellers velbegavede folk i fuld alvor kan finde på at bruge om livet uden for institutionen. Jeg vil vove den påstand, at den egentlige osteklokke findes i institutionerne. Uden for disse kunstigt opstillede børneverdener findes den virkelige verden, hvor der skal handles, før der kan laves mad. Ikke-institutionaliserede børn er verdensmestre i at pakke indkøbsposer og skrælle gulerødder .

Og hvis vi en dag ikke lige kommer i Netto for at lære at stå i kø, tager vi bare en tur i legestue og står i kø til rutsjebanen til det bliver vores tur.

Der er nogen hjemme

De ikke-institutionaliserede børn spiller bold, går til svømning og på Borgerservice. De hilser på pakkeposten og bliver strøget over håret af ham, der sælger Hus Forbi. De skovler sne, puster sæbebobler og flyver med drage. De slås, pudser vinduer, leger prinsesser og ’far, mor og børn’. Og for at det ikke skal være løgn, så gør de det sammen med deres ikke-institutionaliserede legekammerater!

Nuvel, i Danmark går 90 procent af alle etårige i institution, men det betyder ikke, at der ikke er nogen at lege med mellem kl. 8-16. Blot at deres forældre må være en smule opsøgende for at finde ud af, hvor der er nogen hjemme. De behøver ikke engang at banke på i nabolaget for at finde ud af det. De laver bare et opslag på Facebook eller hjemmesider for hjemmeunger – og vupti har de forenet sig i et netværk fuld af legekammerater og ’kolleger’.

De ikke-institutionaliserede børn er ikke »isoleret« fra andre børn – et ord, der for nylig blev brugt om dem i P1-programmet Netværket. I samme program kendte en af paneldeltagerne åbenbart nogle hjemmegående, og i den ellers så fordomsfulde debat indskød han, at de jo gjorde meget ud af at mødes, selv om de skulle til den anden ende af byen. Det har han for så vidt ret i. Det følgende citat fra programmet må stå for hans egen regning:

»De hjemmegående børn er måske sammen på en bedre måde end i den burhønsagtige institution, som jeg placerer min dreng i. Hvor jeg tænker: Okay, her er godt nok mange børn i det her lille bitte lokale. Lad mig komme ud – og dårlig lugt.«

Jeg er selv med i et netværk af 160 ’hjemmegående’ mødre og fædre i København. Det er guld værd for både forældre og børn at have nogen at lege og snakke med i dagtimerne. Det er hyggeligt at hjælpe med opbygningen af sine børns sociale kompetencer, mens man får vedligeholdt sine egne.

Det er ubegribeligt, at folk forestiller sig, at vi, der passer vores børn hjemme, holder dem væk fra andre børn. Hvorfor skulle vi dog det?

Af:
Janni Iben Stevn Hansen er BA i dansk & filosofi, ’hjemmegående’ mor til tre, bestyrelsesmedlem i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO og medforfatter til bogen ’Er der nogen hjemme? – en antologi om hjemmepasning’
Vi elsker børnehaver, men det har vi ingen grund til

'Jeg er ikke længere sikker på, at jeg kan anbefale de danske daginstitutioner,' siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer, Dion Sommer. Forskningen peger på, at børn fungerer dårligere motorisk, sprogligt og socialt. Men forældre har brug for institutionerne og har svært ved at se i øjnene, at de skader deres børn

15. maj 2009

Et dansk barn er et institutionsbarn. Det bliver afleveret klokken otte, har et rum til sine gummistøvler og en kurv til sit skiftetøj, sover til middag klokken halv tolv, er på legepladsen bagefter og bliver hentet omkring klokken 16.

96,5 procent af alle danske tre-fem-årige børn går i børnehave. De fleste går i over 30 timer om ugen, og de fleste har gået der, siden de var omkring tre år. Dermed har de danske børn noget nær verdensrekord i institutionalisering og det er både borgere og politikere godt tilfredse med. Så tilfredse at daginstitutionerne ikke længere bare ses som et pasningstilbud, men også som en nødvendighed for læring og personlighedsudvikling, for slet ikke at tale om et redskab til bedre integration. I går fulgte Århus-borgmesteren Nikolai Wammen (S) op på partifællen Mette Frederiksens forslag fra om at tvinge indvandrerbørn i vuggestue og erklærede, at alle indvandrerbørn i Århus bør begynde i vuggestue af hensyn til deres sprogindlæring og kommende skolegang.

Men hverken forældrenes tilfredshed eller politikernes forhåbninger modsvares af eksperternes vurdering. De er i den grad alarmerede over daginstitutioners betydning for de danske børns udvikling, socialt og mentalt, såvel som sprogligt og motorisk.

"Jeg kan ikke længere stå inde for de danske daginstitutioner," siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer, Dion Sommer, som i starten af 1990'erne beskrev den danske barndom som en dobbeltsocialisering mellem institution og hjem. Dengang vurderede han, at modellen var uproblematisk. Det gør han ikke længere.

"Det har været en stor diskussion i den udviklingspsykologiske forskning om børn tog skade af at blive passet uden for hjemmet, og konklusionen har været relativ entydig: Det er ikke problematisk, så længe visse forhold er til stede, for så indgår daginstitutionen og hjemmet i et harmonisk samspil. Men forholdene er blevet så dårlige i de danske institutioner, at jeg ikke længere er sikker på, at de er gavnlige for børnene," siger Dion Sommer.

Også lektor og børnepsykolog Grethe Krag Müller fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole slår alarm efter at have udført et sammenlignende studie af dagsinstitutionerne i Danmark.

"Børnene overlades i alt for høj grad til sig selv i børnehaverne. Min vurdering er, at det kommer til at gå ud over deres koncentration, deres sproglige udvikling og deres evne til at indgå i sociale relationer. Det er dybt bekymrende."

Sygdom og dårligt sprog

Der er også andre forskere, som synes, at det er værd at diskutere, hvad daginstitutionen betyder for børnenes trivsel.

Speciallæge i socialmedicin Anne Nielsen har studeret sygeligheden blandt små børn og konstaterer, at den er dobbelt så stor blandt børn, som går i vuggestue.

"Næsten 40 pct. af mødrene til vuggestuebørn mellem 1-2 år rapporterede, at barnet havde været sygt inden for de sidste 14 dage. Det er jo en meget høj sygdomsfrekvens, og det kan både hæmme barnets mentale og fysiske udvikling. Gentagne mellemørebetændelser går ud over barnets sprog, og jeg har også en formodning om, at man vil kunne se den meget sygdom slå igennem på børnenes vækstkurver," siger Anne Nielsen, som ikke mener, at man kan komme sygdommene til livs gennem bedre hygiejne, men måske med mere plads og færre børn i vuggestuerne. I øjeblikket har børnehaverne i gennemsnit to kvadratmeter pr. barn. Også bevægelseskonsulent og underviser ved UC Lillebælt, Anne Brodersen, har betænkeligheder. Hun har netop afsluttet et stort forskningsprojekt om børns motoriske færdigheder og har forbløffet måtte konstatere, at børnene bliver dårligere motorisk fungerende fra de er 19 måneder til de er tre år.

"De burde jo ellers blive bedre, når de blev ældre. Men det er et tegn på, at børnene ikke bevæger sig nok i daginstitutionerne. De har ikke plads nok og ikke mulighed for at løbe rundt på egen hånd. Hvis børnene skal udvikle aldersvarende motorik, kræver det målrettet indsats fra både pædagoger og forældre."

Og bedre ser det heller ikke ud med sprog-indlæringen, hvis man spørger lingvistikeren Martha Sif Karrebæk, som har skrevet ph.d om børn med anden etnisk baggrund og deres sprogindlæring i børnehaven.

"Jeg har ikke set på den individuelle sprogudveksling mellem pædagogerne og børnene, for den finder kun sted i et meget lille omfang. I børnehaven lærer børnene sprog af hinanden. Netop derfor skal man heller ikke tro, at tosprogede børn lærer dansk af at komme i børnehave. Det gør de selvfølgelig, men det er et børnedansk, og det er ikke nødvendigvis det samme, som de skal bruge i skolen."

Og børnepsykologen Ditte Winther Lind-quist, som har været på feltarbejde i en række danske daginstitutioner, må konstatere, at forholdene går ud over de svageste børn.

"Jeg har set mange eksempler på børn, hvis behov er blevet overset. Børn, som burde stimuleres på en anden måde. Til gengæld er der faktisk temmelig få eksempler på virkeligt gode pædagogiske interventioner i mit materiale. Pædagogisk arbejde kræver viden, kompetencer og en ro, som der ikke er nok af i institutionerne i dag."

Personlighedsudviklingen

Udviklingspsykologen Dion Sommer bygger sin bekymring på en stor undersøgelse foretaget af den amerikanske sammenslutning af børnelæger. Den fastsatte allerede i 1988 en række nationale standarder for normeringer i de amerikanske daginstitutioner.

"Det er bestemt ikke alle danske kommuner, som overholder de normeringer, og det kan give udafreagerende børn, som har svært ved at styre deres impulsivitet. Jeg har spekuleret meget på, om folkeskolelærernes beskrivelser af, at de har sværere ved at trænge igennem til eleverne, skyldes de dårlige daginstitutioner. I den diskussion bliver det altid gjort til forældrenes skyld, men når børn tilbringer så lang tid i daginstitutioner, foregår børnenes udvikling jo i et samspil mellem den offentlige opdragelse og den private," siger Dion Sommer.

Samme tanke har lektor og børnepsykolog Grethe Kragh-Müller fået efter, at hun i sit sidste videnskabelige arbejde har sammenlignet tre forskellige daginstitutioner. De er forskellige, meget endda, og den forskel gør hende bekymret. Så bekymret, at hun i den sidste tid har påtaget sig ansvaret for at finde en god vuggestue til sine egne børnebørn, for hun har ikke tillid til den gennemsnitlige daginstitution.

"Børn har brug for et tæt samspil med vigtige voksne, hvis de skal kunne indgå i sociale relationer, men det er der simpelthen ikke mulighed for i dagsinstitutioner. I en af de institutioner, som jeg undersøgte, lød det ofte: 'I dag har børnene passet sig selv ude på legepladsen igen', fordi der var sygemeldinger og ingen vikarer, og så havde pædagogerne ikke mulighed for at gå i gang med de planlagte aktiviteter," siger Grethe Kragh-Müller, som er kritisk over for den stigende tendens til at lave store institutioner for at opnå stordriftsfordele.

"Det er muligt, at det er godt for administrationen og vikarbudgettet, men det er dårligt for kontakten til børnene. Relationerne bliver for upersonlige, og det betyder, at der ikke bliver plads til det enkelte barn."

Ingen diskussion

Det undrer antropologen Eva Gulløv, som har forsket i det danske børnehaveliv, at danskerne tilsyneladende har tabt interessen for diskussionen om daginstitutionernes betydning.

"Jo flere børn, som går i institution, jo mindre diskuterer vi konsekvensen af den tidligere institutionalisering. Det gør man i andre lande. I Norge diskuterer man for eksempel højlydt, om det lille barn har brug for stabil fast opmærksomhed. Om børnene får den nødvendige nærhed i daginstitutionen, og hvad det egentlig betyder for barnets udvikling at være i institution. Hele den diskussion har man opgivet i Danmark," siger hun.

I Norge har langt flere kvinder da også fravalgt fuldtidsarbejdet og holder længere barselsorlov, men Dion Sommer er ikke sikker på, at løsningen er den hjemmegående mor.

"Vi har jo også lavet andre undersøgelser af børns trivsel, og de viser tydeligt, at den er meget afhængig af moderens humør. Hvis man går hjemme for barnets skyld, men hellere vil videre med karrieren, så vil det uundgåeligt smitte af på barnet."

Og de fleste danske kvinder vil have et arbejdsliv, de vil have deres børn i daginstitutioner, og de er glade for det tilbud, som de får. Brugertilfredsheden i de danske daginstitutioner er generelt høj, men børnepsykologen Ditte Winther Lindquist mener ikke nødvendigvis, at det afspejler kvaliteten.

"De fleste forældre har jo et stort ønske om, at de gør det bedste og det rigtige for deres børn, og netop derfor er de kun kritiske til en vis grad. Hvem kan forsvare at lade sit barn tilbringe otte timer et sted, som, man synes, er dårligt? Så lader man tvivlen komme institutionen til gode, og det er jo også meget svært for forældrene at finde ud af, hvad der foregår," siger hun og konkluderer:

"Debatten om daginstitutioner har altid været ekstremt ideologisk båret og syltet ind i diskussionen om kvindernes rolle i samfundet. Den har aldrig handlet om, hvad der var det bedste for barnet. I dag er vi endeligt enige om, at kvinderne hører til på arbejdsmarkedet og derfor er diskussionen om, hvad vi byder børnene i de offentlige institutioner, så blevet politisk irrelevant."
Forfatter:

Din email:


Emne:


Spam forebyggelse:
Indtast venligst den viste kode i det nedenstående inputfelt. Dette er for at blokere spam-robotter som prøver automatisk at skrive reklamer.
UExNp
Indlæg: