Pædagogisk faglighed er en illusion
Skal vi være ærlige, var de fleste af os udmærket klar over, at danske vuggestuer ikke er et fantastisk sted for små børn. Men nu har vi fået forskningens ord for, at en stor del af de danske institutioner er så elendige, at de bør lukkes. Men det vidste vi jo godt, og derfor er det først nu at kampen begynder. Pædagogerne og deres lakajer er allerede i gang med at råbe på bedre uddannelser og flere uddannede pædagoger. Det ville kun gøre ondt værre.
At være uddannet til at passe børn er et spøjst fænomen. Langt de fleste børnepassere i dette land er helt og aldeles ’ufaglærte’ forældre, der passer deres eget afkom. Og heldigvis for det. Men hvorfor spytter vi så professionelle børneopdragere ud fra seminarerne med universitære titler? Det skulle vel gerne være, fordi disse tre år på skolebænken gør de studerende bedre til at passe børn? Og at forældre uden denne teoretiske baggrund er dårligere børnepassere?
Naturligvis ikke! Forældre er de eneste rigtige til at passe deres egne børn, og teoretisk viden er inderligt overflødig. Forældre bruger deres instinkter, deres sunde fornuft, deres omsorg og deres kærlighed. De lærer selvfølgelig også noget undervejs. De får praktisk erfaring med at passe børn og lærer bedre at læse deres børns signaler. Det er ligesom at cykle. Praktisk viden som man ikke kan læse sig til. Aristoteles kaldte det phronesis. Hayek kaldte det tavs viden.
For at skære det ud i pap: Ideen om at man skal have en særlig teoretisk baggrund for at passe børn er latterlig. Og det anerkender samfundet naturligvis også. Mere end en tredjedel af de offentlige børnepassere er ufaglærte pædagogmedhjælpere, som i praksis laver fuldstændigt samme arbejde som de uddannede. Det pædagogisk-psykologiske kompleks har naturligvis forsøgt at bekæmpe de ufaglærte, men heldigvis kan de ikke narre forældrene. For bliver forældrene spurgt svarer kun 1 ud af 100, at de gerne vil have flere uddannede pædagoger i institutionerne. Forældrene har set den pædagogteoretiske faglighed folde sig ud og er ikke blevet imponeret.
Nu kan det såmænd være udmærket at uddanne pædagoger. Om ikke andet kan uddannelsen måske fortsætte den dannelsesopgave, som gymnasierne og folkeskolerne ikke løfter. Viden for dens egen skyld er ej at foragte. Og når vi nu alligevel sidder på skolebænken, hvorfor ikke smide lidt viden om pædagogik oveni? Men er det harmløst? Langt fra! De pædagogiske fag på seminarerne rummer nemlig al den værste galskab fra humaniora – og desværre ikke meget andet. Marx, Nietzsche Heidegger, Gadamer, Foucault, Marcuse, Habermas, Bourdieu, Lyotard og videre derudad i samme, radikale spor. En perlerække af obskure, venstreekstremistiske nutcases med revolutionære drømme. Og det sætter man fuldstændigt forsvarsløse pædagogstuderende til at læse.
Resultatet er den mest radikaliserede faggruppe i kongeriget. Måske nogen læsere kan huske de to betonstalinister, der kastede maling på Fogh og Per Stig Møller? Mens resten af landet diskuterede, om det var terror eller ej, besluttede pædagogernes fagforening BUPL at demonstrere deres pædagogiske faglighed og gøre den ene malingkaster til en del af landsledelsen.
Pædagoger klager altid over, at ingen anerkender dem. Men det er jeres egen og jeres tåbelige uddannelses skyld. Hvis I vil anerkendes, må I tage fat ved ondets rod. I må gøre oprør. Lad være med at finde jer i politikernes krav om lattervækkende pædagogiske handlingsplaner. Meld jer ud af det munkemarxistiske BUPL. Glem al det vederstyggelige vrøvl, I lærte på pædagoguddannelsen. Der er forskel på pædagoger. En god pædagog er opmærksom, interesseret og glad for børn. En god pædagog har overskud og er passioneret i sit arbejde. Det kan ingen lære ved at læse en bog. Men det gør det ikke mindre værdifuldt.
Dato: 1. maj, 2012
