Er det, hvad vi kalder demokrati?
Det er med stor interesse og ikke mindst hovedrystende undren, jeg har fulgt
med i den stadig mere groteske udvikling i tvangsfjernelsessagen om de to
børn fra Helsingør. Jeg har selv været med til at bringe historien frem
for offentligheden, da jeg indtil sommeren 2002 var journalistpraktikant
på Helsingør Dagblad. Jeg kender sagen mere indgående end de fleste, da
der i sin tid lå en temmelig grundig research bag historierne, før de kom
frem i avisen. Endnu engang konfronteret med diverse meninger på gadeplan
og løs snak i hjørnerne, føler jeg nu trang til at give mit besyv med i
en alt for langstrakt og i virkeligheden meget ulykkelig debat.
?Der ligger meget mere bag den sag, end det fremgår af avisen!? Den besked
får folk, når de stiller spørgsmål til politikere og politifolk i Helsingør
i denne sag. Det sagde man også tilbage i foråret 2002, da jeg begyndte
at grave i den. Men i al den tid, der er gået, har jeg endnu ikke set nogen
dokumentation for, hvad dette ?meget mere? skulle være. Jeg har haft fuld
indsigt i familiens papirer uden at finde tegn på nogen form for vold, misbrug
eller vanrøgt af børnene. Jeg har af egen interesse siddet en hel dag i
Østre Landsret, da sagen blev prøvet dér sidste sommer. Men hverken fremlæggelserne
fra kommunens repræsentant eller familiens to advokater bragte en viden
på bordet, jeg ikke allerede havde læst eller interviewet mig til. Jeg har
besøgt familien mange gange både under og efter mit arbejde med artiklerne,
og kender de fire børn som både glade, sunde og ikke mindst høflige og imødekommende
børn. Ingen af dem virker præget af den ?isolation? kommunen i sin tid lagde
til grund for at ville undersøge familiens forhold, da de to drenge var
henholdsvis et og tre år.
Mistanken blev dengang begrundet med gentagne naboanmeldelser om, at drengene
ikke gik i institution og ikke kom ud at lege på vejen! Så skulle vel mange
børn ? inklusiv mig selv ? have været fjernet fra deres hjem igennem årene?
Jeg har aldrig gået i institution, ligesom jeg først blev sluppet løs alene
på vejene, da jeg havde et større barns forstand på at færdes i trafikken.
Jeg tror nok, de fleste betragter mine forældre som ansvarlige ? men jeg
er jo også vokset op helt tilbage i 70?erne, hvor det stadig var prisværdigt,
at forældre selv tog ansvaret for deres børn i stedet for at overlade det
til de offentlige instanser.
Når man hos socialforvaltningen allerede ved sagens begyndelse gennem familiens
advokat blev gjort opmærksom på en mangeårig nabostrid mellem netop anmelderen
og familien Jørgensen/Eliasen, burde man nok have faret lidt med lempe.
Men det har måske gjort sit, at selvsamme nabo i sin tid var ansat ved Helsingør
Politi, der siden har været endog meget aktive i det efterfølgende sagsforløb?
Under alle omstændigheder er det eneste, man har opnået, at børnene netop
er blevet isoleret, da forældrene ikke tør sende dem i skole af frygt for,
at socialforvaltningen pludselig kan møde op og fjerne dem, så længe de
lever under den nuværende mistanke. Hvis man har fulgt bare lidt med i debatten
om fjernelsessager rundt om i landet ved man, at familiens frygt har været
yderst velbegrundet.
Mine mange besøg og efterhånden indgående kendskab til familien Jørgensen/Eliasen,
som jeg har holdt kontakten med, siden jeg rejste fra Helsingør for at færdiggøre
min uddannelse, fik sidste år familiens advokater til at indkalde mig som
vidne ved det børne- og ungeudvalgsmøde, hvor man besluttede at hjemgive
børnene, så de kunne påbegynde skolegang ved Ingrid Wredstrøms privatskole
i Hillerød og begynde på en normal hverdag. Den beslutning stemte kun to
medlemmer af udvalget imod ? det socialdemokratiske byrådsmedlem Gitte Kondrup
og psykolog Hans Kornerup. Der var altså flertal i udvalget og børnene kunne
komme hjem. I hvert fald indtil sidstnævnte psykolog besluttede at gå imod
sit eget udvalgs flertalsbeslutning og fremsende beslutningen for Den Sociale
Ankestyrelse. Det hedder sig, at Hans Kornerup fremsendte denne appel til
Ankestyrelsen på eget initiativ, men hvad de færreste ved er, at det foregik
på Helsingør Kommunes brevpapir, ligesom det efterfølgende på amtsplan er
blevet fastslået, at Hans Kornerup ikke havde legal klageret i sagen. Det
kan interesserede læse meget mere om på hjemmesiden www.Kronborglisten.dk,
hvor familiens ulykkelige situation lige nu diskuteres. Jeg tillader mig
blot her at spørge: Er det, hvad vi kalder demokrati i Danmark? At en psykolog,
der blandt andet lever af at arbejde med børn, som fjernes fra deres hjem,
kan gå ulovligt imod en flertalsbeslutning taget af demokratisk valgte byrådspolitikere
i Helsingør Kommune? Og jeg spørger: Hvordan kan vi overhovedet have tillid
til vores politiske repræsentanter fremover, hvis deres beslutninger kan
ophæves så let?
Det er i orden, at man debatterer og diskuterer en sag som den her omtalte.
Men man bør holde sig til sandheden og dét, man ved noget om, så snart man
skal til at ?dømme? andre mennesker. Hvor er ellers vores allesammens grundlovssikrede
retssikkerhed, hvis vi kan dømmes på nabosladder og alt det, der åbenbart
kan stå imellem linjerne, i en sagsfremstilling som i tilfældet familien
Jørgensen/Eliasen?!
Med venlig hilsen
Journalist
Tina Nørager Dahlstrøm
