Bjarne Jensen er udviklingshæmmet. Han har udgivet en bog om sin meget lidt lykkelige barndom på Kellers Institution.
Det var en fødselsdagsgave, der var så hård og ubærlig, at den aldrig kan glemmes.
Bjarne var tre år, og en kold dag i februar blev han afleveret. Far og mor havde ingen gave til ham, men de havde et nyt liv til den lille dreng fra Fredericia, der i dag bor i Vejle.
Han blev afleveret på verandaen hos 'De Kellerske Institutioner i Brejning', og derfra kunne han vinke farvel, da mor og far kørte væk.
“De tog bare hjem bagefter, så de kunne fremavle en erstatning for lille mig, der ikke kunne bruges til noget, og som var værdiløs i deres øjne.”
Sådan skriver han i sin bog 'Min opvækst på Den Kellerske Institution'. Bjarne Jensen er i dag 61 år, han er udviklingshæmmet, og det var han også den februardag i 1958.
Han flyttede ind i de bygninger i Brejning. Dem, der i folkemunde hed slotte for idioter.
Bjarne var ikke en idiot. Han var helt normal, dog hæmmet i sin udvikling, men det tænkte man ikke så meget over dengang.
Derfor afleverede mor og far ham, og nok hører det med til historien, at han var hjemme i højtiderne og en uge om sommeren.
Men hans forældres kærlighed var ikke nærværende. Især Bjarnes far havde det meget svært med, at sønnen ikke var som den søn, han havde håbet på, at han havde fået.
I 16 år var Kellers bygninger i Brejning Bjarnes hjem. Og et hjem med få gode og mange trælse, ja til tider ubehagelige, minder.
“Det er en historie, der ikke må glemmes. Derfor har jeg skrevet denne bog,” siger han.
Bogen er da også til tider stærke sager. Minderne står mejslet ind i Bjarnes bevidsthed. Han var kun et barn og ung mand, men det afholdt ikke personalet fra at være hårde. Til tider meget hårde. Hånden sad løst. Straffen var altid nærværende.
“Da jeg var ti år, skulle min lærer til begravelse. Da hun dukkede op dagen efter igen, udbrød jeg, at 'Gud, jeg troede du var begravet'. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg fik smæk med en træbøjle,” skriver han i bogen.
Psykisk
Et var fysisk afstraffelse. Men også de små ting, de små ydmygelser, dem oplevede Bjarne mange af. Både på egen krop og hos de andre børn. Legede man med bestikket under maden, kunne det ske, at alle tallerkener blev samlet sammen og senere delt ud igen, men ikke nødvendigvis med ens eget mad. Eller man blev sat udenfor døren og måtte ikke engang gå på toilet. Så måtte man tisse i bukserne.
Den slags historier husker Bjarne tydeligt.
Der er dog også gode historier. Især fødselsdage står tydelige som gode minder. Men de gode historier er i fåtal.
“Jeg husker rigtigt meget fra den tid, der altid har præget mig. Jeg husker tingene meget tydeligt,” fortæller han.
Bjarne har brugt mange år på at skrive bogen. Han har fået lidt hjælp undervejs, men ikke i indhold og formulering. Det er hans tanker og mening, der kommer til udtryk i bogen.
“Det betyder meget for mig at få udgivet bogen. Det er dels en lettelse at få min historie fortalt, men vigtigere er det, at historien ikke glemmes. Jeg håber, bogen åbner op for en interesse for det, der skete dengang, for det må aldrig gentage sig,” siger Bjarne Jensen, der i 1974 kunne forlade Kellers og blev en del af samfundet.
Han har blandt andet har boet mange år i Vejle med sin kone Ellen, som han var gift med i 11 år. Hun døde i 2014 efter mange års sygdom.
Gitte Frederiksen (V) fra Seniorudvalget hos Vejle Kommune var med til receptionen, hvor Bjarne Jensens bog blev fejret. Og hun havde rosende ord med til Bjarne, for at han lader os huske fortiden.
Med støtte fra ULF
Bogen 'Min opvækst på Den Kellerske Institution' er udgivet af Udviklingshæmmedes LandsForbund med støtte fra Vejle Kommune.
Den kan købes hos Udviklingshæmmedes LandsForbund i Vejle.
