Jeg hedder Anita og er lærer i en folkeskole. Jeg har den opfattelse at eleverne ikke skal bruge så meget tid på retstavning, da det er ganske overflødigt. Ale de elever jeg har haft med at gøre, men som er undervist af mine kollegaer, er endt som tabere i vort samfund fordi der er blevet krævet af dem at de skulle lære at stave korrekt. Mine elever er til gengæld endt som succeshistorier fordi jeg mere har set på indholdet end på retstavningen.

Det at skulle stave korrekt, er noget gamle, mølædte lærere har fundet på, og disse træhoveder blandt mine kollegaer forstår ikke at det er vigtigere at se på indoldet og så glemme retstavningen.

Mine elever i 8.klasse er måske ikke de store stavere, men de er flittige og får noget for hånden. De ender måske som gadefejere og iskagesælgere, men de ender ikke på samfundets bund som de elever der er blevet tunget til at lære korrekt stavning i folkeskolen.

Min skoleleder har ansat mig på grund af mine gode pædagogsike kvalifikationer og jeg har hans fulde opbakning til at undlade at undervise i korrekt stavning, for selvom det er et krav til afgangsprøven, så betyder det ikke så meget at de får dårlige karakterer, blot de er lykkelige og ikke lægger samfundet til last med at nøjes med kontanthjælp. Jeg har flere eksempler på hvordan rigide krav til elevernes stavn ing i folkeskolen har medført ulykkelige og dårligt motiverede børn. Mine elever er derimod blevet lykkelige mennesker med et godt liv, hvadenten de er blevet gadefejere, iskagesælgere eller toiletpassere. Hellere en lykkelig toiletpasser end en ulykkelig læge eller advokat.