Bruno var igennem sit livs mareridt: Hvordan i himlens navn kan man fjerne børn uden at undersøge dette?

17. JAN. 2018

BRUNO SKIBBILD, 46 ÅR OG CAND. MAG. I HISTORIE OG IDRÆT, MEDLEM AF ALTERNATIVET I HERNING
Bruno Skibbild Christensen er 46 år og cand. mag. i historie og idræt. Han er medlem af Alternativet i Herning og har i mange år arbejdet med undervisning af børn og unge. Han er foredragsholder, flyttemand, musiker og er aktiv debattør på børneområdet. Han bor i Snejbjerg med sine to børn.

Om ikke så længe kommer min bog 'Far i klemme' til at stå på hylderne hos boghandleren.

Bogen tager udgangspunkt i min kamp for at få mine to børn hjem at bo igen, efter at de fejlagtigt blev tvangsfjernet af Herning Kommune.

Den kamp blev fulgt tæt af den lokale avis, Herning Folkeblad, der løbende skrev om det kafkaske system, som jeg oplevede.

Det er altså ikke fiktion – men den skinbarlige virkelighed.

Sagen var den, at jeg den 16. januar 2007 fik besøg af en mand fra kommunen, flankeret af to politibetjente, der kunne fortælle mig, at han havde hentet mine børn i børnehaven, og at jeg ikke måtte nærme mig mine børn. De var på det tidspunkt fire år gamle.

Baggrunden for denne handling var, at en psykolog fra Holstebro havde sendt en underretning til Herning Kommune, hvor hun mente at kunne se tegn på, at jeg skulle have udsat børnene for seksuelt overgreb.

Uden videre undersøgelse, samtale og uden at have kigget i sagen for at undersøge sammenhængen nærmere hentede kommunen børnene.

Herefter fulgte en lang og sej kamp, der betød involvering af pressen, lokalbefolkningen og alle tænkelige mennesker, der kunne hjælpe.

Sandheden var nemlig den, at jeg var uskyldig i anklagen, hvilket også blev påvist af både børnelæger, retsmedicinere og psykologer, der efter nogle måneder lavede en forældreevne-undersøgelse af mig.

Ja, selv den sociale ankestyrelse underkendte kommunen. Alligevel fastholdt man tvangsanbringelsen i otte måneder, idet psykologen fandt på nye anklager. Ingen af anklagerne havde hold i virkeligheden, men var resultat af fri fantasi. Det blev også fastslået i forældreevne-undersøgelsen.

Men hvorfor så skrive en bog med udgangspunkt i den sag, når nu børnene kom hjem? Det skete jo i 2007. Herning Kommune har undskyldt det, der skete, og har gjort alt, hvad de kan for at hjælpe med at lappe på skaderne.

Så hvorfor nu? 10 år efter.

Jo, sagen er den, at kommunerne landet over stadigvæk arbejder med en ufattelig høj fejlprocent i tvangsfjernelsessager. Og det gælder ikke kun fejl, men også lovbrud. Og intet sker. Der sker ingen forbedring.

Når borgerrådgiveren i Københavns Kommune eksempelvis kan fortælle, at der er graverende fejl og lovbrud i 100 procent af de tvangsanbringelsessager, som han har undersøgt, så går det stille hen.

Statsrevisorerne har flere gange kritiseret de mange fejl og lovbrud, men fejlprocenten er stadigvæk lige høj. Så hvad skal der til?

Det virker som om, 'systemet' blot ser nogle procenttal og helt glemmer, at der er rigtige mennesker, der er blevet fejlbehandlet i forbindelse med hvert enkelt sagsnummer.

Jeg har ikke noget belæg for at påstå, at alle de fejlbehæftede tvangsfjernelser samtidig også har været uberettigede. Men jeg kan med nogen sandsynlighed påstå, at der også i dag må findes tvangsanbringelser, der skader mere, end de gavner – og som på grund af mangelfulde undersøgelser aldrig skulle have været foretaget.

En af de fejl, som borgerrådgiveren ser hyppigst, er, at der ikke er foretaget en børnefaglig undersøgelse forud for tvangsfjernelsen. Jamen, hvordan i himlens navn kan man fjerne et barn uden at undersøge barnets forhold? Og hvordan kan man lykkes med at anbringe barnet hensigtsmæssigt, når man ikke har undersøgt noget?

Min bog 'Far i klemme' fortæller historien om, hvordan det som borger er næsten kropumuligt at få 'systemet' til at indrømme en fejl – og rette den.

Det skal vi være bedre til. Ellers koster det på tillidskontoen til myndigheder og retsvæsen.

Og nej, det er ikke antallet af tvangsanbringelser, jeg kritiserer som sådan. Nej, det drejer sig om, at det skal være de rigtige børn, der bliver fjernet, og de rigtige børn, der bor hjemme.

Og så skal de børn, der har brug for at blive fjernet fra hjemmet, anbringes på en ordentlig og forsvarlig måde.