NÅR HJERTE RIMER PÅ SMERTE :
I verdens lykkeligste land boede Hjerter Konge og hjerter Dame i en rigtig varm og hyggelig kernefamilie med deres lille søn Hjerter Knægt. De havde et godt udkomme, var respekterede, knægten artede sig vel, og ved enhver lejlighed takkede de for at bo i sådan et smørhul uden krig, uden korruption og med sådan et glimrende socialt system, så ingen skulle lide nød og overgreb fra myndighederne
Men nu var Hjerter konge og Hjerter Dame rigtig kede af det og rådvilde. Kommunen havde hentet knægten med den begrundelse, at han var for tynd, men det lå nu til familien.
Nu skulle de spille hasard, ikke som de troede om retten til knægten, men om de 2 millioner, der fulgte med til anbringelsen om året. Han udgjorde nytteværdien, der altid opgøres i penge, og spillede ellers ingen rolle.
På forhånd havde kommunaldirektør, mellemledere, advokater, dommere, klageinstanser og lovgivere sikret sig den ene million, så nu var der en million at spille om.
Spillerne var:
1.Forældrene, der intet anede om reglerne eller indsatsen. De ville kun have knægten tilbage, og hjerter er aldrig trumf i kommunalt regi.
2. Sagsbehandleren, Jokeren, Gækken, der havde medbragt en hel række masker til sine forskellige. fordækte roller: hjælper, formidler, dommer, virkelighedsskaber, sagsbehandler, eksekutor.
Hun kunne aldrig overtrumfes i udspil, og hun bestemte suverænt, hvem der havde udspil.
3. Psykologen, Ruder 2, der var til fals for kommunens penge og skrev redegørelser med bestilt konklusion, fordi han ikke kunne klare sig på det frie marked.
4.Konsulenten, Klør 5, der levede højt af at anbringe børn, føre tilsyn med dem og hindre dem i kontakt med familien. For så ville de bare hjem.
5.Virksomhedsejeren, Klør Bonde, der ejede opbevaringsstedet Institut til unge ludomaners frelse og tilfældigvis havde en ledig hylde, hvor en anden var faldet igennem.
De stakkels hjerter forstod som sagt intet af spillet og tænkte hele tiden på knægten, som i den forbindelse var helt uvedkommende.
Jokeren skiftede hele tiden maske og fordelte udspil og stik i forhold til, hvem hun syntes om.
Da spillet var forbi, sad Hjerter Konge og hans dame forvirrede og så på deres tomme hænder.
Skulle de da aldrig se deres elskede knægt mere?
Hvem af de andre grinede højst?
Klør Bonde? Han havde erhvervet retten til at ”behandle” Hjerter Knægt i 10 år – mod passende vederlag naturligvis.
Klør 5? Hun havde vundet retten til at anbringe, ”tilse”, vejlede, overvåge, rådgive, bestemme også i 10 år. Hun gned sig tilfreds i hænderne.
Ruder 2 havde fået et rundeligt salær for sit fusk og kunne vente mange lukrative honorarer for at lægge navn til usandheder i forbindelse med nye børnesager.
Jokeren fik, hvis hun havde forbindelserne i orden, noget returkommission. Men det vigtigste var anerkendelsen fra overordnede. Det lovede forfremmelse og frynsegoder, f.eks. ferieophold på dyre steder, hvor man ikke risikerer at møde menigmand. I budgettet kaldet kurser og konferencer.
Og så kunne hun gå hjem med den behagelige vished at have skaffet vennerne indtægter og ødelagt nok en familie. Pak og ros til hobe?
Nu ligger den lille henslængt og næsten glemt på en hylde i Institut for unge ludomaners frelse. Han kommer kun frem en gang om året, når Klør 5 er på tilsynsbesøg. Så spiller hun hjerterfri med ham, mens kaffen løber igennem.
Bagefter, mens de voksne nyder kaffen og den hjemmebagte kringle, bliver han anbragt på hylden igen og må trøste sig ved, at om 10 lange år må han se sine egne forældre. De spillede aldrig hasard eller hjerterfri.
Godt nok var det et lukket spil, hvor man skulle stjæle det, der var, fra hinanden, men der var et efterspil. Hjerter Konge og Dame skal hver måned betale normalbidrag, 2 gange 1228 kroner for hyldepladsen.
Det har de ikke længere råd til.
På bænken sidder Hjerter Konge og gentager helt manisk Jydske Lov : VAR EJ LOV I LANDE, HAVDE DEN MEST, SOM KUNNE MEST GRIBE.
Ved siden af sidder Hjerter Dame, engang den fejreste af alle kvinder, og vrider hænder, mens hun hulker hjerteskærende. Så galt, at farven er gået af hende, og hun er svær at genkende.
Folk, der går forbi, ænser dem ikke. Der er så mange sociale tabere.
Hvis ikke vinden eller parkbetjenten har fejet dem bort, sidder de der såmænd endnu. Eller er det måske nogle andre?
